SID vil lære elever om arbejdsmiljø

Unges viden og holdning til arbejdsmiljø er utilstrækkelig, mener SID

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Jamen, er det da ikke lidt sært. Hvis der i skolen opstår et problem med indeklima, støj, dårlige stole og arbejdsredskaber, ulækre toiletter eller andre kritisable eller farlige situationer, så gælder loven om arbejdsmiljø kun for læreren, ikke for eleverne! For dem er skolen ikke en arbejdsplads, det er den kun for læreren. Derfor føler vi, at det også er vores pligt at opmuntre eleverne til at være opmærksomme på deres eget arbejdsmiljø'.

Det siger Specialarbejderforbundet i Danmark, SID, som svar på, hvorfor man netop har udgivet et undervisningsmateriale, der for første gang sætter fokus på arbejdsmiljø i skolerne. Materialet har fået titlen 'Take Care - Arbejdsmiljø i skolen og bagefter' og består af et elev- og et lærerhæfte, der er veludstyret med illustrationer, der direkte peger på arbejdsmiljøproblemer på en række skoler i dagens Danmark. Materialet oser af dumpekarakterer til arbejdsmiljøet, men formålet med materialet er først og fremmest at gøre eleverne opmærksomme på forholdene.

'SID er gået ind i dette, fordi forbundet i forvejen har en lang række aktiviteter for unge og lærlinge - og herigennem har konstateret, at de unges viden og holdning til arbejdsmiljø er meget utilstrækkelig', siger en af forfatterne til materialet, Tom Døllner.

'Selvom arbejdsmiljøloven ikke gælder for eleverne, kunne skolerne jo godt have eleverne med i et sikkerhedsudvalg, som beskæftiger sig med skolen selv. Hvorfor dog ikke tage eleverne med der? SID siger så i materialet, at eleverne selv må argumentere for, at de vil deltage i sikkerhedsudvalget. Eleverne kunne også med fordel se kritisk på skolens arbejdsmiljø, undersøge antallet af ulykker, skadestuebesøg, rengøringsforhold, for eksempel se efter, om gardinerne er blevet vasket', tilføjer Tom Døllner.

75 procent af alle skoleelever har fritidsjob, men 56 procent har et fast fritidsjob.

'Det betyder jo, at det, de lærer i skolen om arbejdsmiljø, kan de om eftermiddagen gå direkte hen til deres arbejdsgiver og gøre brug af. Og kan SID nå frem til, at danske elever stiller nogle krav i deres fritidsjob, er vi nået ganske langt. Og det er ikke kun blod på gulvet, men også det psykiske arbejdsmiljø, det handler om. Udgangsbønnen er altså ikke blot krav til arbejdsgiverne, men også til egen adfærd og ansvar for sidekammerater og kolleger', siger Tom Døllner.

Peter Blichfeldt, arbejdsmiljøkonsulent i DLF, har bidraget med idéer og vurderinger til SID's undervisningsmateriale, som nu vil blive udsendt i to eksemplarer til alle skolebiblioteker til gennemgang - med et tilbud om, at bibliotekerne kan få et klassesæt gratis. SID bringer også materialet på Internet. Adressen er: www.takecare.sid.dk-Freddie Ottenheim er freelancejournalist