Debat

Nu svigter de

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Knap er blækket på overenskomstaftalen tørt, før arbejdsgiverne kvitterer for lærernes ja med en umisforståelig demonstration af, hvad den skal bruges til: At få lærerne til at løbe hurtigere. Kommunernes Landsforening har udstukket den nye kurs med sin budgetvejledning, og Hvidovre Kommune følger som den første trop med en gennemsnitlig forøgelse af lærernes undervisningstid på to lektioner om ugen, vel at mærke uden tilsvarende reduktion i aktivitetsniveauet på andre områder. Resten af landets kommuner følger efter i de kommende uger og måneder.

En dybt forurettet Anni Herfort kan nok så meget påberåbe sig ånden bag alle de fromme hensigtserklæringer, der fremsattes op til afstemningen, herunder bilaget 'En skole på vej'. Det holder ikke en meter i byretten. Kære godtroende hovedstyrelsesflertal og kredsformænd, der kæmpede for denne overenskomst i tiltro til arbejdsgivernes seriøse pædagogiske engagement: Nu svigter de jer - eller rettere os. Hvad vil I gøre ved det?

Niels Chr. Sauer

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Karlebo