På alle raske drenges spejderbælter stod der i min egen barndom: Vær beredt! I en tid, hvor normer, værdier og moralske sandheder i højere grad end i dag var et fælles anliggende, var der ingen, der stillede spørgsmålet: Til hvad?

Der er i de senere år foretaget undersøgelser, teoretiske analyser og skrevet alenlange dokumenter om betydningen af at få styrket skoleledernes beredskab. Der har været en tendens til at fokusere på ledere og meget lidt på ledelsesprocessen og betingelser og muligheder for samhandling mellem ledere og medarbejdere. Folkeskoleloven, F2000, arbejdsmiljøundersøgelser og kommunale værdigrundlag for ledelse taler om, at lederen skal styre, sikre, tage ansvar for den pædagogiske udvikling, det psykiske arbejdsmiljø, have omsorg for medarbejderne, sikre styring af økonomien, resultater og dokumentation af skolens arbejde. Der tales om krydspres og dilemmaer. Lederne skal - på trods af personlig ambivalens og manglende enighed og støtte fra de implicerede parter - sikre implementering af politiske dagsordener, træffe valg, tage beslutninger om kurs og retning på udviklingen og håndtere meget komplekse moralske og etiske problemstillinger i forhold til elever, medarbejdere, forældre.

Jeg skal ikke trætte med at fortsætte den beskrivelse, som mange, ikke mindst ledere, kender alt for godt. Jeg kan sagtens tilslutte mig mange af analyserne og betragtningsmåderne, men det er måske på tide at stille spørgsmålet: Hvad er det, lederne skal være beredt til? - Og er det kun lederne, der skal være beredte? - Er det lederne, der skal gøre lærerne beredte? - Er det ikke lærerne selv, der må stå for ansvaret for en del af beredskabet?

Jeg synes, der ville være perspektiv i at få pustet liv i ledelse og ledelsesprocessen i skolen på et grundlag, hvor alle medarbejdere inddrages og udfordres til at tage et medansvar for det projekt. Ledelse foregår under nogle samfundsmæssige og politiske betingelser og udøves i min forståelse i et relationsforhold til medarbejderne. Det vil sige at ledelse bliver til i sammenspillet mellem flere mennesker. Denne forståelse af ledelse flytter fokus fra ledelse, der kontrollerer mennesker, til en ledelsesform, hvor medarbejderne i højere grad leder sig selv. Derfor er det ikke lederen, der alene kan sikre og tage ansvar for skolens udvikling. Er det ikke lige så godt - eller i højere grad - politikere, de faglige organisationer og alle de professionelle medarbejdere, der skal drages til ansvar for opgavernes løsning og behovet for at få udviklet et fælles ansvar for ledelsesprocessen i skolen? - Arbejdet i skolens udviklingsgruppe og selvstyrende team bør ses i det perspektiv. Politikernes bidrag synes fuldt af modsætninger. De taler på en og samme tid om:

Uddannelsesreformer, der lægger vægt på lokal ledelse, decentrale beslutninger og fleksibilitet, differentiering, individualisering og personligt ansvar til borgere og ansatte, og Styrereformer, der bygger på kravene om Klare Mål og resultatstyring via kontrakter og ekstern kontrol af institutioner og ansatte - nationale hitlister, nationale test og eksterne evalueringer af den enkelte skole. Styrereformerne synes at sejre over uddannelsesreformernes intentioner og konstituerer en bureaukratisering af ledelse og ledelsesprocessen. Den tendens er ikke hjælpsom i forhold til at udvikle medarbejdernes anerkendelse af ledelse og deres mentale beredskab til at indgå i ledelsesprocessen. Bureaukratiseringen og tendensen til, at ledere forledes til at agere som managere og administratorer, forstærkes af arbejdstidsaftalen. Det er forudsigeligt, at den aftale øger konflikterne og afstanden mellem ledelse og medarbejdere. Den fratager skolen den autonomi og det råderum, der kunne vitalisere ledelsesprocessen på en mere professionelt grundlag. Om den aftale primært er fagforeningens eller politikernes ansvar, ved jeg ikke, men den er i det mindste ikke ledelsens værk. De parter, der har skabt aftalen, bør se kritisk på dens konsekvenser for ledelse, samarbejde og muligheden for at fastholde de professionelles ansvar for skolens udvikling. Det er dybt beklageligt, at et flertal af politikere - med eller uden omtanke - er ved at bureaukratisere og afprofessionalisere skolen. Den form for styring fremmer ikke en udvikling af hverken ledernes eller medarbejdernes mentale og kompetencemæssige beredskab i forhold til den interne ledelsesproces. Det er et paradoks at man med den ene hånd vil styrke ledelse, mens man med den anden hånd ødelægger mulighederne for at få medarbejderne som med-ledere.