For nogle år siden overhørte jeg ved en tilfældighed to bekendte tale sammen i en bus. Den ene spurgte den anden: 'Nå, og hvad laver du så?' 'Jo', svarede den anden, 'jeg læser til lærer, men, øh, men jeg skal altså ikke ud i folkeskolen, jeg skal læse videre bagefter'.

På min egen skole har vi en joke, som bliver gentaget år efter år i begyndelsen af et nyt skoleår: 'Jeg synes, at det her skoleår trækker ud'. Selvfølgelig sagt i sjov, men alligevel er det også udtryk for et symptom blandt lærerne.

Vores fagblad Folkeskolen har i sommerens løb bragt en række artikler med kendte danske entertainere, som har det tilfælles, at de alle er uddannede folkeskolelærere. De giver alle samstemmende udtryk for, at folkeskolen skal de i hvert fald ikke tilbage til.

Mine alarmklokker ringer af ovenstående, der er simpelthen noget galt. Det er ikke godt, når lærerstuderende ikke vil være i folkeskolen eller ikke tør skilte med det. Det er ikke godt, at mange lærere er trætte af at være lærere. Det er ikke godt, når tidligere lærere ikke for alt i verden kunne drømme om at blive lærere igen.

Og de har alle noget at have det i. Vanskelige elever og kritiske (negative) forældre er der nok af. Lønnen er ikke noget at råbe hurra for, kommunernes positive personalepolitik er en by i Rusland, og vores status som gruppe i samfundet har aldrig været lavere.

Men når det er sagt, så er det også på tide, at vi hanker op i os selv og genfinder vores faglige stolthed over at være lærere. Og det gøres ikke ved, at unge studerende ikke tør stå ved, at de læser til lærer. At der tales negativt om det at være lærer på lærerværelserne, og at vores fagforening hele tiden er i defensiven og skyder fra skyttegraven. Lærernes selvværd bliver heller ikke synderligt forbedret ved at læse i Folkeskolen om de personer, som er blevet så lykkelige efter deres farvel til lærerjobbet.

Problemet er bare, som jeg ser det, at vi (lærerne) ikke får noget foræret. De gamle gode dage med høj status i samfundet, tilstrækkelige resurser til undervisning og kurser samt en fornuftig realløn er ovre, medmindre vi selv som individer og som gruppe beslutter, at nu er det nok.

Alting begynder som bekendt altid med en selv. Og jeg kan kun sige, at jeg er glad for at være lærer. Jeg er glad for mine elever, mine fag, mine kollegaer, og jeg har en fornuftig ledelse.

Der er selvfølgelig stadig alle de mange ting, som besværliggør vores lærergerning. Men i stedet for at ynke os selv og hinanden bør vi møde besværlighederne med vores professionalisme og kompetencer. Og det kan vi, hvis vi tror på, at det at være lærer er et godt og vigtigt erhverv.

Rom blev ikke bygget på en dag, og at genvinde det tabte vil være et langt, sejt træk for lærerne. Det kræver især en handlekraftig og fremadrettet fagforening. En fagforening, som samler sig om det væsentlige, at stå solidt fast på såvel det faglige som det pædagogiske ben. Men det kræver altså også, at vi løfter i samlet flok.

Jeg er lærer, og det er ikke så ringe endda.

Martin Empacher er lærer på Egegård Skole i Gladsaxe