Nu kommer det. Fra flere og flere sider. Fra de betydende. Kritikken af it-euforien. Den vildt overdrevne og ukritiske satsning i skolerne. Tør man tænke på de summer, der er smidt ud i computer-forblændelsens hellige navn. Hvad er der ikke spildt af kostbar, uerstattelig tid for vore sagesløse børn. Desillusionerede lærere hørtes ikke sjældent sige: 'Vi bliver nødt til at være med på vognen, det kommer jo til os i skolen, hvad enten vi kan lide det eller ej ...'. Vist er vi ej nødt til at forholde os tavse og ukritiske til noget som helst, og da slet ikke til vores eget arbejde. Men lærerne har mistet modet og kampgejsten og har lært lektien: ingen indflydelse.

'Vi er nødt til at sætte tidligt ind, en computer til hvert barn fra tredje klasse, for i syvende klasse kan de allerede håndtere it', siger Ulla Tørnæs. Nå, så det er vi. Jamen, det var da ærgerligt, fru Ulla, at syvende klasse allerede kan det. Ministeren har sin egen dagsorden: Danmark som førende it-nation - husk mig. Hvor er det forfærdeligt at høre på. Pyt med alt andet. Jeg gentager: alt andet. Væk med bøgerne. Pragtfulde up to date-bøger, der giver overblikket og den samlede fremstilling. Og som mange børn elsker at holde mellem hænderne og guffe i sig derhjemme. Ved man ikke, at de yngre årgange ikke blive klogere af at glo på skærme, og at det kræver en sum af viden og et vist fundament af elementære færdigheder at få struktur på de mange løsrevne informationer? Vi kan nu afvente folkeskolens sidste krampetrækninger inden den langsomme død. For efterfølgende at blive, hvad den længe har øvet sig på: Folke-pasningsordning. Det er som med kosten: har man aldrig smagt den gode vitaminrige mad, ved ingen til sidst, hvad man er gået glip af. For mig at se, efter de mange år inden for murene, løsnede den første sten i murværket sig, da læreren blev latterliggjort og hånet og sat fra bestilling. 'Ud med den privatpraktiserende lærer' ... remember ... Alt krydret med det utålelige fænomen, at lærerne kunne piskes rundt i manegen af de mest emsige af forældre, af politikerne og af Gud og hvermand. De fleste forsøgte at tækkes til højre og til venstre, ned og op - med fare for at miste sig selv.

Jeg har set med mine egne grangivelige øjne, hvordan lærerne har kæmpet og stridt og forsøgt at være 'omstillingsparate' og optimistiske og lydige. Det er ikke deres skyld, at døden er nært forestående.

Husk det til begravelsen.

Else