Rita Christiansen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der blev stille på lærerværelset, da vi modtog meddelelsen om Rita Christiansens død. Fredag var Rita mødt på arbejde som sædvanlig, men efter anden time satte en blodprop ubarmhjertigt en stopper for et langt lærerliv.

Rita var uddannet fra Hjørring Seminarium 1961 og havde først ansættelse ved Frederikshavns Skolevæsen.

Derefter rykkede familien til Grenaa, og Rita fik ansættelse ved Vestre Skole.

Rita var et dybt engageret menneske, som med masser af energi varetog undervisningen, jobbet som lærerrådsformand, fælleslærerrådsformand, boginspektør og skemalægger.

Rita var et af Vestre Skoles omdrejningspunkter og deltog desuden i mange kulturelle aktiviteter i Grenaa. Hun var i en årrække en dygtig leder af et af de folkelige oplysningsforbund.

Rita var en synlig lærer: høje hæle, flotte kjoler og højt hår signalerede udadtil en person, som var til stede med både liv og sjæl. Hun var levende optaget af hver enkelt elevs ve og vel, og de var trygge ved Ritas kyndige undervisning og beskyttende vinger. Alle de nye ting, som skolen byder på i dag, satte hun sig grundigt ind i til glæde for elever og kolleger

Vi, der i dagligdagen arbejdede sammen med Rita, lærte et omsorgsfuldt og godt menneske at kende.

Vore tanker går i denne tid til Helle, Rikke, Palle og resten af familien.

Æret være Ritas minde.

Medarbejdere

ved Vestre Skole, Grenaa