Ny løn betyder nye tillæg

Både overenskomstansatte og tjenestemænd får tillægspension gennem Lærernes Pension

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 1. april sidste år gik mange lærere over til et nyt lønsystem, hvor der ud over grundlønnen er en række personlige tillæg.

Når tillæg er pensionsgivende, skal arbejdsgiveren indbetale et pensionsbidrag til Lærernes Pension. Sammen med bidraget modtager Lærernes Pension orientering om, hvorvidt læreren er overenskomstansat eller tjenestemand.

Overenskomstansatte

For overenskomstansatte lærere, der allerede har en pensionsordning i Lærernes Pension, går det ekstra pensionsbidrag automatisk ind i den eksisterende ordning, hvor det bruges til at forhøje ydelserne, herunder eventuelle engangsbeløb. Der kommer ikke ny police ud i forbindelse med reguleringen, men man vil på den årlige oversigt, der sendes til alle i februar, kunne se, at ydelser og indbetalinger er forhøjet.

Læreren kan naturligvis se på sin egen lønseddel, at pensionsbidraget til Lærernes Pension er forhøjet.

Tjenestemænd

For tjenestemænd, der ikke har en ordning i Lærernes Pension, oprettes en tillægspension enten som pluspension eller alderspension. Man skal ikke aflevere helbredsoplysninger eller andre oplysninger, idet Lærernes Pension automatisk sender en police, når vi har modtaget penge.

Hvis læreren ikke er fyldt 60 år, etableres en pension, og som udgangspunkt er den en kapitalpension. Det vil sige, at den udbetales som engangsbeløb ved pensionering. Derved skabes et supplement til tjenestemandspensionen. Kapitalpensionen kan konverteres til en ratepension, hvis læreren ønsker det. Ratepension udbetales løbende over en årrække på mindst ti år.

Pluspension er en opsparing, hvor ydelsen ved pensionering er garanteret, under forudsætning af at pengene indbetales som aftalt. I tilfælde af død eller invaliditet udbetales opsparingen.

Hvis læreren er fyldt 60 år, etableres en alderspension, der udbetales som en løbende livsvarig pension ved pensionering, så længe forsikrede er i live. Ved død udbetales opsparingen ikke.

Hvis en tjenestemand fejlagtigt modtager indmeldelsespapirer til overenskomstpensionen, skyldes det, at arbejdsgiveren har givet forkerte oplysninger om ansættelsesstatus. Så skal både Lærernes Pension og arbejdsgiveren have besked.