Thorvald Bjerregaard

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Onsdag den 23. juli fik ansatte på Lautrupgård i Ballerup den chokerende meddelelse, at skoleinspektør gennem mere end 20 år Thorvald Bjerregaard var død natten før af en hjerneblødning.

Thorvald var kun 55 år og på sit livs højeste.

Ud over at lede valgfagsundervisningen på skoleværkstederne har han været et af lokomotiverne i udviklingen af Undervisningsprojekt Lautrupgård, der er enestående som undervisningstilbud for børn med særlige behov. Thorvalds hjerte brændte for disse børn.

Det er også lykkedes Thorvald og hans medarbejdere at få Lautrupgård til at fremstå som et meget attraktivt område, hvor brugerne kan trives i smukke omgivelser. Han var ligeledes arkitekten og ansvarlig leder for viceværtsordningen, hvor de ansatte er aktiventer og fleks- og skånejobbere, der servicerer omkring 100 institutioner i Ballerup. Ordningen blev af Ballerup Kommune indstillet som kommunens bud på Danmarks bedste socialpædagogiske projekt.

Han var økonomiansvarlig for området Lautrupgård og daglig leder af rengørings- og servicepersonalet, og han var medarkitekt på vikingeværkstederne, et projekt, der henvender sig til alle elever i 4.-7. klasse på kommunens skoler.

Thorvald var som leder meget afholdt. Hans store erfaring og menneskekundskab, flid og engagement gjorde ham til en højt respekteret og værdsat mester, hvis plads det bliver svært at udfylde.

Thorvald, vi vil savne dig.

Æret være dit minde

De ansatte på Lautrupgård

Henning Rønnø Jensen