Elever, der begynder i folkeskolen, skal helst kunne blive der. De skal kunne rummes. Det har været den faglige ambition for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Skanderborg for et projekt om den »inkluderende« folkeskole, der begyndte for fem år siden.

»Flest muligt skal kunne være i folkeskolen. Det er også læreres og pædagogers ønske, at de elever, der begynder i klassen, kan blive, og at de kan skabe et godt miljø«, siger psykolog Rita Andersen og læsekonsulent Kirsten Bladt, der står bag ideen.

De arbejdede begge på PPR i Skanderborg og søgte om penge hos Socialministeriet.

Ideen er, at lærere og pædagoger skal gøre noget andet, end de plejer, og de skal gøre det sammen. For selv den mest umulige elev ønsker at være en del af fællesskabet, at blive holdt af, at trives og fungere i klassen.

»Men det er svært at fastholde det solidariske børnesyn, når man bliver presset. Derfor skal man have nogle andre redskaber. Man skal se helheden og vide, hvad der giver trivsel, og man skal stå flere sammen«, siger Rita Andersen.

Skriftlighed

De to konsulenter krævede, at det kun var team, der ønskede at deltage, der var med. Det skulle give mening for den enkelte, og det skulle helst være et klasseteam. De skulle kende børnene godt, og så skulle der være noget at ændre. Hvis hverdagen fungerede fantastisk, var der jo ingen grund til ny praksis.

Teamet skulle fortælle gode historier om eleverne, og det skulle være skriftligt.

»Skriftligheden gør, at situationen bliver fastholdt bedre, og fortællingerne bliver mere kraftfulde. Det mundtlige glemmes hurtigere. Desuden skulle de kunne formidle deres historier til de andre, så de sammen har skabt en ny historie om barnet«, forklarer Kirsten Bladt.

Begrænsninger

Hvert team har holdt møde med konsulenterne i fem gange to timer. Her har de talt om, hvordan det er gået med at justere den hverdag, de havde aftalt at ændre på. De har læst deres gode historier op, og via samtalen har de fået en ny forståelse af problemerne.

Mottoet ved møderne har været »småt er godt«, for ellers bliver lærere og pædagoger for ambitiøse, forklarer konsulenterne, der også fortæller, at metoden har sine begrænsninger. For eksempel kan et problem være så stort, at teamet ikke kan klare det alene. Måske skal der ske yderligere aflastning, måske skal PPR involveres. Der har været tilfælde, hvor konsulenterne er gået til skolelederen for at gøre opmærksom på, at opgaven er for stor for teamet at stå alene med.

Skolelederne skal også deltage i projektet. De skal kende metoden, og de skal være opmærksomme på at sammensætte team, der kan fungere.