Faxe er første stop

Fem kommuner gør noget særligt for at sikre et godt samarbejde mellem lærere og socialrådgivere

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Hånd om alle børn«, hedder det såkaldte karavaneprojekt, som DLF og Dansk Socialrådgiverforening sammen har stablet på benene for at vise nogle modeller for, hvordan et godt samarbejde mellem socialrådgivere og lærere kan etableres i kommunerne. Fem kommuner er udvalgt til at deltage, og meningen er, at en forsker skal rundt på stormøder i alle fem kommuner og samle erfaringer op om de forskellige måder, som lærere og socialrådgivere arbejder sammen på. Erfaringerne skulle på den måde gerne spredes til andre kommuner.

Faxe en mønsterkommune

Torsdag i sidste uge var første stop for karavanen i Faxe. Her var klasselærere, specialklasselærere, socialrådgivere, psykologer, AKT-lærere (adfærd, kontakt, trivsel) og skoleledere inviteret for at høre mere. Faxe er blandt de fem kommuner, der har ydet en særlig indsats for at sikre, at kommunens medarbejdere arbejder godt sammen, når de skal hjælpe sårbare børn. I Faxe har man valgt at organisere indsatsen i otte distriktsteam, hvor en sundhedsplejerske, en psykolog, en fra skoleledelsen og en socialrådgiver mødes en gang hver anden uge.

Mange af kommunens lærere havde valgt at møde op til arrangementet.

Formand for Dansk Socialrådgiverforening Henning Breinholt havde fået oplyst, at der var 390 lærere og 12 socialrådgivere.

Han fortalte historier om lærere, der har sendt 25 underretninger og aldrig hørt noget, og om socialrådgivere, der først hører fra lærerne, når det er umuligt at have børnene på skolen.

»Vi har et ansvar for at minimere den indstilling. Og det gør vi ved at yde en fælles indsats over for de udsatte børn og unge. Ved at gribe fat i dem ved de første symptomer og ikke vente, til en underretning er nødvendig«, sagde Henning Breinholt.

Han lagde vægt på, at DLF og Dansk Socialrådgiverforening har et ønske om at bygge bro mellem faggrupperne.

»Vi har valgt den gode historie. Vi ønsker at vise nogle kommuner frem, der har overvundet nogle af barriererne og har fundet et samarbejde, der virker«.

Han fortalte, at undersøgelser har vist, at hvis forældrene bliver inddraget tidligt nok, så har de ikke noget imod, at socialforvaltningen og skolen samarbejder.

Forældre bør inddrages

Projektets kritiske ven, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Line Lerche Mørck, mener, at der er nogle elementer ved Faxe Kommunes organisering, der kan være anderledes. I Faxe er der ikke lagt op til, at forældrene deltager i møderne i distriktsteamene. Selv om Line Lerche Mørck endnu ikke har færdig­gjort analysen om Faxes måde at samarbejde på, så viser de foreløbige analyser, at netop samarbejdet med forældrene er en udfordring, man kan arbejde videre med.

»Det er vigtigt at tænke over, hvordan man bedst muligt får inddraget forældrene. Selv om forældrene ikke er interviewet i det materiale, jeg har modtaget, så tyder det på, at de blot bliver spurgt om samtykke uden at have mulighed for at deltage i drøftelser om deres barn. Det kan vanskeliggøre samarbejdet med forældrene«, siger Line Lerche Mørck.

Hun mener, at meget afhænger af samarbejdet uden om distriktsteamene.

»Møderne kan hjælpe nogle af de lærere, der oplever, at de står alene med problemerne. Men hvis man politisk tror, at problemerne er noget, distriktsteamene bare kan klare, så kan teamene gå hen at blive en begrænsning«.

Hun har hørt, at forældrene i særlige tilfælde kan inviteres med til et møde i distriktsteamet.

»Nogle steder havde man måske et godt samarbejde, før distriktsteamene blev oprettet. Det gælder om at tænke i helheder og ikke skubbe alt det, man plejede at gøre, væk for at få plads til det nye«.

Line Lerche Mørck skal rundt på karavanestop og samle erfaringer om samarbejdet mellem socialrådgivere og lærere fra Herlev, Århus, Fredericia og Rebild.

Hele projektet afsluttes med en konference i Nørrebrohallen i København den 1. februar 2008.

mbt@dlf.org

Hånd om alle børn

»Hånd om alle børn« skal inspirere lærere og socialrådgivere til et pædagogisk og socialt udviklingsarbejde, der giver børn mulighed for en stabil opvækst med både støttende sociale netværk og ro til at lære.

Projektet besøger fem kommuner, der selv har valgt at være med, fordi de har fokus på området. Møderne i byerne afholdes i samarbejde med værtskommunen og skal give lærere og socialrådgivere mulighed for at mødes og lære hinandens vilkår og fag bedre at kende, og sammen skal de drøfte samarbejdet om hjælpen til udsatte børn og unge. Det hele afsluttes med en konference i Nørrebrohallen i København den 1. februar 2008.

De fem kommuner:

Fredericia: har en række af tiltag blandt andet om risikobørn, hvor der er fokus på en tidlig indsats og et effektivt samspil mellem de involverede faggrupper.

Herlev: har blandt andet sundhedsteam på alle skoler. Hver uge er alle kommunens sagsbehandlere en dag på alle folkeskolerne.

Faxe: har otte distriktsteam med sundhedsplejerske, psykolog, skoleleder og socialrådgiver. Alle skoler er knyttet til et team. Teamene gør, at forskellige faggrupper i fællesskab holder øje med børnene i kommunen.

Århus: har en metode, som man kalder netværksmødet. Her bliver både det professionelle netværk og det private netværk involveret. Et netværksmøde kan ikke foregå, uden at forældrene ønsker at deltage.

Rebild: engagerer sig i »Hånd om alle børn« for at sætte yderligere fokus på den sammenhængende børnepolitik, som kommunen har. Formålet er at kunne tilbyde en samlet indsats over for børn, unge og deres familier.