Søren Tüxen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var med stor sorg, vi om morgenen den 6. maj modtog det sørgelige, men ventede budskab, at lærer Søren Tüxen var død efter en kort, men meget alvorlig sygdom - kun 43 år.

Søren Tüxen studerede på Vordingborg Seminarium, og efter endt uddannelse blev han ansat på sin barndomsskole: Kildemarkskolen i Næstved.

Da der på grund af faldende børnetal og generelle besparelser ikke var beskæftigelse i Næstved, blev Søren Tüxen ansat ved Nørrevangsskolen i Slagelse.

Bopælen blev imidlertid bevaret i Næstved, og da der i 1988 igen var ledige job i Næstved, søgte Søren en af stillingerne og blev atter ansat ved Kildemarkskolen.

I sine første år som lærer underviste Søren i almindelige skolefag, men efterhånden kom han til at beskæftige sig mere og mere med forskellige former for specialundervisning. Søren havde nemt ved at komme i kontakt med børn, og han havde stor forståelse for de børn, der ikke passede ind i normale rammer. Især i hans arbejde med skolens erhvervsklasse kom denne evne til sin ret.

Som en naturlig konsekvens heraf overtog Søren SSP-arbejdet på Kildemarkskolen, da det blev ledigt.

Gennem hele sit liv bevarede Søren Tüxen sin tilknytning til Kildemarkskvarteret. Som ansat tog han aktivt del i kvarterets aktiviteter, og han nåede at være med til at planlægge Kildemarkskvarterets Kulturnat og -dag, som løb af stabelen den 16. og 17. maj.

Søren var meget glad for at bruge sin krop. Alle former for idræt tiltalte ham. Han ville gerne dyrke dem alle, hvis han havde haft tid, men beskæftigede sig især med volley- og fodbold samt sejlsport.

Også naturen og samfundsforhold havde Sørens store interesse. At slappe af med en fisketur efter en stressende dag var noget af det bedste, Søren vidste.

Pludselig er Søren ikke mere. Døden har så brat og definitivt slukket hans livslys. På Kildemarkskolen mindes vi med glæde Søren Tüxen, hans lærergerning, hans engagement og hans livsglæde. Vi vil savne ham meget.

Vore tanker går til hans kone og tre små børn.

Æret være Søren Tüxens minde.

Jens-Erik Petersen

viceinspektør