97 procent af børnehaveklasselederne er kvinder, 75 procent af klasselærerne på 1.-7. klassetrin er kvinder, og for 8.-10. klasse er tallet 66 procent. Der er stadig flere kvinder blandt nyuddannede lærere - i 1986 62 procent mod 69 procent i 1993. En af diskussionerne om skolen handler derfor om, hvad kvindedominerede miljøer betyder for børnene.

I 1980'erne var 'de stille piger' et fremhævet perspektiv, i dag er det 'de stakkels drenge'. Flere debattører mener, at drenge har de største problemer.

Tidligere lærer og foredragsholder Bertill Nordahl taler insisterende om de utilpassede og 'kvindedominerede' drenge/unge som en tikkende bombe. En bombe, som vil eksplodere i social uro, hvis vi ikke ændrer vores prioriteringer, så vores børn vokser op i institutioner, hvor der er en bedre balance mellem det, kvinder og mænd repræsenterer.

Selvom det er svært at sige, hvad det præcist betyder, at børnene i ringe omfang møder mænd i daginstitution og skole, vil jeg ikke afholde mig fra at bidrage med nogle betragtninger.

Især for de drenge, som ikke derhjemme er sammen med mænd, kan det være svært at udvikle en nuanceret identitet. Man taler om, at sådanne drenge kompenserer manglen på virkelige og almindelige mænd ved ensidigt at dyrke filmens og tv'ets fiktive og ekstreme mandetyper.

For piger er mænds tilstedeværelse også vigtig. Blandt andet ud fra den betragtning, at mandlige lærere nok vil være mere tilbøjelige til at møde pigerne med forundring, fascination og modspil. Piger repræsenterer en anden verden for mænd, hvorimod de kvindelige kollegaer i mindre grad vil undre sig over pigernes gøren og laden - de kender jo 'pigeverdenen' fra sig selv.

Mandlige lærere kan også have en fordel, når det gælder om at håndtere pigers 'flinkeri' på en afslappet og konstruktiv måde.

Bliver skolen endnu mere en kvindearbejdsplads, taber alle - drenge, piger og lærere - på det. Man taber kort sagt den mangfoldighed og dynamik, som vi ved udmærker kønsblandede arbejdspladser, og som en så væsentlig institution som folkeskolen fortjener.

Hvad kan vi gøre for at vende udviklingen? Forskellige parter kan og bør tage en række initiativer. Men her vil jeg fokusere på folkeskolen og opfordre den til at overveje sin arbejdskultur ud fra et kønsperspektiv.

Spørgsmålet om højere løn og større social prestige er ikke det eneste afgørende for mænd - mænd arbejder faktisk i andre job, som heller ikke er fulde af penge og prestige. Muligvis har mange mænd det godt med en mere individualistisk arbejdsstil, hvor man ikke altid skal holde mange møder, før man kan sætte ting i værk.

Interessant kunne det også være at diskutere: Hvordan påvirkes drenge og piger af henholdsvis kvindelige og mandlige lærere? Er kvinders og mænds måder at undervise, drage omsorg og have forældrekontakt på forskellige? Hvordan opfatter kvindelige og mandlige lærere spørgsmål som konkurrence, hierarki og håndtering af konflikter?

Ved at afklare sådanne og lignende spørgsmål kan folkeskolen blive mere klar på de eksisterende kønsmæssige forskelle og ligheder. Det ville være et godt udgangspunkt for efterfølgende at finde ud af, hvordan skolen kan indrettes, så forskelligheden trives ligeværdigt.

Ingrid Rasmussen er formand for Ligestillingsrådet og medlem af Folketinget (Socialdemokratiet)