Svært at bruge til noget

Folketingets uddannelsesudvalg vil næppe overføre italienske forhold til Danmark

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folketingets uddannelsesudvalg oplevede engagerede lærere og en god atmosfære på de skoler i Firenze-området, som de besøgte i november 2004.

Men de mener ikke, at de så meget, de vil overføre til danske forhold. Det er hovedkonklusionen fra både Mar-grethe Vestager, De Radikale, og Carsten Hansen, Socialdemokraterne.

»Mit samlede indtryk er, at det var sympatisk og med mange engagerede mennesker, men jeg synes, det er svært at se, hvad vi kan lære«, siger Margrethe Vestager.

Det var især en anden holdning og et andet syn på handicappede, der gjorde indtryk på hende. At handicappede mere er en del af samfundet i Norditalien end i Danmark, hvor vi måske har svært ved at finde ud af, hvordan vi skal omgås handicappede, fordi vi for sjældent møder dem i hverdagen.

»Men det er noget kulturelt, at et samfund har andre erfaringer end et andet. Det er en atmosfære og en holdning, men ikke noget, man kan lovgive om, og ikke noget, der gav mig et strukturelt kick eller ideer til, hvordan vi kan udvikle vores metoder«, siger Margrethe Vestager.

Carsten Hansen lægger vægt på den store tolerance, han oplevede, helhedsskole-tankegangen og at fem procent af arbejdstiden blev brugt til efteruddannelse for lærerne. Især til teamarbejde, netværk og samarbejde med forskere.

»Men enkeltintegrationen er vi jo gået bort fra for mange år siden. Vi er enige om at sende de lettere handicappede ud i klasserne, men det er autisterne og de sværere handicappede, vi er bekymret for, hvad der sker med i kommunalreformen«, siger Carsten Hansen.

hlauritsen@dlf.org