Plads til alle

Handicappede elever rummes i normalklassen og får hjælp af deres klassekammerater i dagligdagen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Antonio Amitrano går i 4. klasse i folkeskolen i Castellarano i Reggio Emilia-provinsen i Norditalien. Han er hjerneskadet, mentalt retarderet og epileptiker. Han har gået i almindelig børnehaveklasse i tre år, men går nu i alderssvarende klasse.

Det langsigtede mål for Antonio er at være i klassen i alle timer. Lige nu har han jævnligt aktiviteter uden for klassen i et lille specialindrettet rum, men når han og en støttelærer går ud af klassen, tager de indimellem en klassekammerat med. For eksempel er de i gang med at øve motorik.

»Bravo« og »bravissimo« lyder det fra støttelærer Paula Mazzi og klassekammeraten Federica, når det lykkes Antonio at putte plasticskeer rigtigt ned i et plastickrus. Og da hele øvelsen med at putte ting ned i forskellige beholdere er forbi, løber Federica over og slår armene om ham i et knus.

På vej til og fra klassen har Federica hans hånd i sin og guider ham på vej.

Alle klassekammeraterne har i det hele taget et øje på Antonio, forhindrer ham i at tage mad fra en anden elev og guider ham hen til sit eget bord.

»No«, siger klassekammeraterne og fører ham blidt væk.

I Italien er alle handicappede elever integreret i normalklasserne. Man gør meget ud af, at de er sammen med alderssvarende børn, at klassekammeraterne støtter, og at de bliver en del af hverdagen på skolen. Hele grundindstillingen er, at de handicappede er en naturlig del af samfundet.

Men det betyder ikke, at de handicappede laver det samme i klassen som deres klassekammerater. De er med, hvor de kan, men de har ofte deres egne materialer at arbejde med.

Der er støttelærer på de handicappede elever, der har et certifikat (se boks). Støtten kan være fra nogle få timer om ugen til hele skoletiden.

Konstant voksenkontakt

Antonio Amitrano har et skema, der fraviger meget fra klassens, fordi der er stor forskel på hans kompetencer og de andre elevers, forklarer hans to støttelærere, Michela Gazzotti og Paula Mazzi.

Paula Mazzi er uddannet lærer og har en diplomuddannelse i at arbejde specielt med handicappede børn. Michela Gazzotti har en almindelig læreruddannelse.

Lærerne bruger det amerikanske system Teach, der er beregnet på autister. Antonio er ikke autist, men han har behov for samme struktur på tid og tempo. For eksempel sidder han ved ét bord og arbejder, og når han er færdig med en opgave, flytter han materialerne over på et andet bord i lokalet, hvor færdige opgaver altid placeres.

Antonio har begrænsede kommunikationsmuligheder, så lærerne bruger mest billeder over for ham. I en periode på 15 til 20 minutter dagligt er han sammen med en anden elev fra klassen i det lille arbejdsrum. De arbejder en del med alternativ kommunikation, så Antonio efterhånden kan gøre sig mere forståelig over for de andre. Det beroliger ham, når han blive forstået. En talepædagog har været med til at udvikle hans kommunikationsprogram.

Lærerne har samlet en række sange, han godt kan lide, i en bog. Og som præmie for at have udført en opgave kan han udpege den sang, han gerne vil høre på cd.

Han får altid en præmie, når en opgave er færdig. Præmien ligger i en æske. Det kan være en karamel, en frugt, en kop kakao fra automaten, eller at han får lov til at gå i motorikrummet.

Antonio har konstant voksenkontakt i skolen. Det langsigtede mål er, at han skal være i klassen hele tiden, men der er lang vej endnu.

Foruden Antonio er der andre elever i klassen, der har behov for ekstra støtte. De har ikke certifikat på et handicap, men de har forskellige vanskeligheder, forklarer klasselærer Adriana Bianci:

»Vi prøver at være to lærere i nogle timer om ugen, så vi bedre kan klare klassens store spredning. Det kan være tre til fem timer ugentligt«.

Integrationen er vigtig for alle

Eros Talatini på 16 år sidder lige inden for døren med computer og gangstativ inden for rækkevidde. Han rejser sig for at hilse på den danske gruppe, der kommer på besøg. Resten af klassen sidder stille imens.

Det er svært for Eros at gå, men langsomt kommer han over og trykker hånd eller håndkysser og overrækker gæsterne et billedhæfte, han har lavet om den afdøde pave. Klassekammeraterne klapper af ham.

Eros har støttelærer i 24 timer, og indimellem har han en praktisk hjælper. I alt har klassen 36 ugentlige timer. Hans computer er indstillet til meget stor skrift, og han arbejder altid med noget andet end resten af klassen.

Støttelærer Daniele Dallari fortæller, at Eros Talatini har lært at gå inden for de seneste par år. Han har dysfaktiske problemer, der betyder, at han mangler forbindelse mellem tanke og ord.

»Vil du ae mig på hovedet«, beder Eros sin støttelærer. Han forklarer, at Eros føler sig overset i dag. Han bryder også ud i pludselig gråd, når det hele bliver for overvældende.

Daniele Dallari forklarer, at Eros bedst kan lide ældre mennesker, men lærerne sørger hele tiden for, at der er kontakt mellem de handicappede elever og deres klassekammerater.

»Man gør meget for at integrere handicappede, gamle og indvandrere i helheden i samfundet. Det er vigtigt for familien, at Eros kan være her i skolen, hjemme hos familien og i lokalsamfundet. Det er vigtigt for os alle, at det lykkes«, siger han.

hlauritsen@dlf.org

Læs mere om rummelighed på www.dlf.org

Studieture til Italien

Igennem flere år tog pædagoger på studietur til Reggio Emilia-provinsen for at studere italiensk pædagogik. Nu er det lærerne, der rejser til Norditalien for at se på inklusion af handicappede elever.

Medlemmer af Folketingets uddannelsesudvalg besøgte Firenze-området i november 2004. Flere amter og kommuner har også haft delegationer til Norditalien.

I april var Folkeskolen af sted sammen med konsulent Thomas Seeberg fra pædagogisk kontor i DLF, formand for Danmarks Specialpædagogiske Forening, skolekonsulent i Ballerup, Ole Stoffregen, og pensioneret skolepsykolog Marianne Gammeltoft. Pensioneret skolekonsulent og tidligere fagkonsulent for specialundervisningen i Undervisningsministeriet, Erik Mørk Petersen, arrangerede turen og tolkede for gruppen.

I maj var skoleleder Antonio Glaser fra Castellarano og leder af integrationsteamet på det statslige skolekontor i Reggio Emilia-provinsen, Luciano Rondanini, på genvisit i Danmark for at fortælle om italiensk inklusion.

Reggio Emilia-provinsen

Reggio Emilia-provinsen på Po-sletten i Norditalien har 470.000 indbyggere. Heraf har 370 børn certifikat på et handicap. På skolen i Castellarano går 1.150 elever, og heraf har omkring 70 et certifikat.

Næsten alle børn med handicap går i normalskole, til de er 18 år. De får alle en eksamen. Elevens lærer stiller en eksamensopgave ud fra den enkelte elevs kompetencer.

Man udarbejder en plan for den enkelte handicappede, og familien skal underskrive planen. Hvis en familie trækker underskriften tilbage, mister eleven sit certifikat. Det betyder, at skolen mister støttelærertimerne, men beholder eleven.

Powered by Labrador CMS