Bare det at se, hvor glade vores børn er for at komme i skole. Det betyder alt, fortæller tre mødre til handicappede elever i Castellarano.

»Alle dage har sin historie. Min søn Sa-muel er lam og sidder i kørestol, og en dag kom han stolt hjem fra skole og fortalte, at hele klassen havde lavet ballade, og at han havde fået en skideballe sammen med de andre«, siger Christina Fangarreggi.

»Ja, vi kan slet ikke forestille os jeres skolesystem, hvor man skiller børnene ad og sender nogle et andet sted hen. Det her er normalt for os, det er vi vokset op med«, supplerer Luzzia Casolari, der er mor til den multihandicappede Eros Talatini.

Samuel er ikke isoleret fra kammeraterne. For eksempel havde han gennem et stykke tid beklaget sig over, at han ikke kunne komme ned ad de par trin, der er ned til skolens store skakbrikker, men så blev der konstrueret en rampe til ham.

Eros har det sværere med kontakten til klassekammeraterne.

»Hvis han møder en kammerat på gaden, taler de sammen, men der skal være en voksen til stede, for at det kan fungere, så det kan være svært«, siger Luzzia Casolari.

Forældres kamp

Antoniani Mirella er mor til Kevin Casorli, 12 år og autist. Han går rundt for sig selv, når han ikke har undervisning. Han har ingen motoriske problemer.

»Kevin kan godt gå ud at lege med de andre, men det sker ikke. Men måske er det ikke så vigtigt, at klassekammeraterne kommer hos ham, for når vi er ude, kender han klassekammeraterne og deres forældre, når vi møder dem. De hilser på ham, ingen stiller sig bare op og glor, og det er vigtigt«, siger Antoniani Mirella.

De tre mødre har undervejs i skoleforløbet forklaret en del for de andre forældre. For eksempel kunne forældrene ikke forstå, at Kevins mor altid var med på svømmeholdet, når de ikke kunne være med. Men da de fik at vide, at det er, fordi Kevin er autist, så var der ingen problemer længere.

De fortæller, at de især følte sig alene i begyndelsen da de pludselig stod som forældre til et handicappet barn.

»Man kommer til et tidspunkt, hvor man skraber bunden som forældre til et handicappet barn. Man mangler psykologstøtte til familien«, mener Luzzia Casolari, mor til Eros.

Kevins mor har følt sig godt hjulpet af sundhedsmyndighederne og af autistforeningen.

»Kevin kan ikke regne potensregning som de andre, det er for abstrakt, men han har lært at knappe en knap og at skære frugt ud, og når de har matematik, løser han bare nogle lettere matematikopgaver end de andre«, fortæller Antoniani Mirella.

Italien vedtog i 1977 en lov, der betød den fuldstændige integration af elever med handicap i folkeskolens almindelige klasser.

I 1999-2000 fik kun 0,03 procent af de italienske børn deres undervisning uden for normalklasserne.

I Danmark undervises cirka to procent af alle børn efter folkeskolelovens paragraf 20, stykke 2. Samme procentdel af de italienske børn er registreret som handicappede.

De italienske sundhedsmyndigheder udarbejder et certifikat til det handicappede barn, og børn med certifikat kan udløse støttelærere eller praktisk hjælp fra kommunen. I 1999-2000 var der i gennemsnit en støttelærer for hver tre elever med certifikat.

Certifikat udstedes til børn med et klinisk påvist handicap fysisk, psykisk eller sansemæssigt. Handicappet skal være årsag til lærings- eller kontaktvanskeligheder.

Italien har en lov om, at virksomheder er forpligtede til at ansætte handicappede.

Læs mere om »Inklusion på italiensk« på www.kvis.dk under punktet »Internationalisering«.