»I den gamle skole kunne de ikke lide mig. Jeg fik gode karakterer, men ingen gad lytte til mig ... De syntes, jeg var mærkelig … I den gamle skole håbede jeg hvert år, at det skulle blive bedre, men i 7. kunne jeg ikke holde det ud mere«.

Pigen Katrine er elev i Da Vinci-projektet for fagligt stærke elever. Hun er citeret i Kirstens Baltzers nye bog, »Udfordrende undervisning«, og det fremgår af bogen, at Katrine langtfra er den eneste højt præsterende elev, der mistrives i den danske folkeskole. Kirsten Baltzer har i 40 år været optaget af, hvordan alle børn kan udvikle sig i skolen - både personligt og fagligt. Som lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse har hun derfor forsket i, hvordan holddeling, talentudvikling og ikke mindst undervisningsdifferentiering i klasserne kan gøre en positiv forskel for alle elever.

Efter at have læst din bog er der især ét spørgsmål, der trænger sig på: Er den danske folkeskole god nok til at rumme de højt præsterende elever?

»Hvis jeg skal tage udgangspunkt i de i hvert fald 300 elever, jeg har været omkring, så er det hurtige svar på det spørgsmål er nej«.

Hvad skal folkeskolen så gøre for at imødekomme den gruppe af elever?

»Mit bud er, at læreren skal bruge ABC-modellen, som er en måde at tænke på, der rummer hele mangfoldigheden. ABC-modellen går ud på, at eleverne skal have opgaver på forskellige niveauer, alt efter hvor de befinder sig fagligt. A er det letteste niveau, C det mest udfordrende. Læreren skal starte med at sørge for, at der er nogle opgaver på C-niveau. Der er stor faglig spredning mellem eleverne i inkluderende klasser, så derfor er der også brug for mange opgaver på A-niveau. De fagligt lavt præsterende elever skal kunne arbejde på niveau A så længe, at de tilegner sig den basale viden i deres eget tempo og stille og roligt bliver klar til B-niveau. Vi er i Danmark meget gode til at ramme midtergruppen, det kan vi nærmest på rygraden. Derfor anbefaler jeg, at niveau B planlægges til sidst«.

Nu sidder der sikkert en del at mine læsere og tænker: »Hold da op, hvor skal jeg få tiden fra?«

»Der er ingen, der har forberedelsestid i dag til at starte forfra med at planlægge alle forløb helt fra bunden. Derfor anbefaler jeg, at lærerne bruger de undervisningsmaterialer og -portaler, som allerede findes, og tænker dem ind i ABC-tankegangen. Vi har mange fremragende materialer, så gå ind og se, hvad der ligger der, og brug det. Så kan man supplere der, hvor der mangler noget. Man kan en gang imellem begynde helt fra bunden, hvis der er et emne, man brænder særligt for, men som hovedregel er der ingen grund til at gøre det. Juster det, der ligger derude. Det er det realistiske«.

Vær opmærksom på de små tegn

I bogen taler du om det, du kalder »moderat inklusionsforståelse«. Kan du uddybe det?

»Hvis undervisningsdifferentiering skal lykkes, sådan som jeg tænker det, må man spørge sig selv, om det giver mening, at alle klassens elever altid skal være sammen om alting. I praksis kan man for eksempel give en gruppe dygtige elever mulighed for at arbejde sig hurtigt gennem et forløb og kaste sig over noget beslægtet, som ligger uden for pensum - det, man kalder et beriget forløb. Når man er færdig med det, vender man tilbage til klassen og deler sin viden med kammeraterne.

I praksis kan læreren for eksempel samle de bedste elever i en gruppe i forbindelse med et forløb og så ved næste forløb ryste posen og sætte eleverne sammen på nye måder. Så man nogle gange arbejder sammen med nogen, man er meget forskellig fra. Andre gange arbejder man sammen med nogen, man deler interesser eller fagligt niveau med, og gør andre erfaringer med at lære.

Det er fint og nødvendigt, at de dygtige elever hjælper de mindre dygtige, men ingen skal udelukkende være 'hjælpelærere' år ud og år ind. Eleverne skal sættes sammen på forskellige måder til forskellige forløb og opgaver«.

Og det er så her, læreren skal bruge sin pædagogiske faglighed og sit kendskab til eleverne, for at det kan lykkes?

»Der er kun en gruppe faglige personer i det her land, der kan løfte den opgave, og det er lærerne. Det er lærerne, der kan se potentialet i elevernes faglige forskelle og udnytte det«.

Men er lærerne gode nok til at få øje på de virkelig godt begavede elever, især dem, der måske ikke er så motiverede for at præstere i skolen?

»De virkelig godt begavede elever møder du som lærer ikke ret tit. Der er tale om to til fem procent af eleverne, og det betyder, at de godt kan gå under radaren. Specielt hvis de tænker: 'Uha, jeg må hellere tilpasse mig og ikke skilte med, hvad jeg kan', hvilket en del af dem gør. Nogle, især drengene, kan blive udadreagerende af kedsomhed og oplevelsen af meningsløshed. Som lærer er det vigtigt at være opmærksom på de små tegn på mistrivsel - og vide, at i nogle tilfælde er løsningen på mistrivsel at udfordre eleven fagligt. Det er vigtigt, at læreren tager snakken med eleven om, hvad det er, eleven savner. Meningsløshed er noget af det værste for et menneske at opleve, og når en elev giver udtryk for noget sådant, skal læreren ikke slå det hen med, at 'det går så godt' og 'du er jo så dygtig'. De elever har brug for forandring«.