Debat

Hallehøj, her kommer Pisa

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Se, hvad vi har fundet om de danske skoleelever ...

6. december offentliggøres resultaterne af seneste Pisa-undersøgelse, som i år har naturfag som særligt fokusområde.

Resultaterne er som altid hemmelige indtil offentliggørelsen, så vi kender ikke den dagsorden, der vil præge ministerens pressemeddelelse på dagen - og som medierne vil kaste sig over.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi kan have mange meninger om, at Pisa ikke fortæller os, hvorvidt folkeskolen lever op til fagenes formål, folkeskolens formålsparagraf og intentionerne i den danske folkeskolelov. Eller fortæller os, hvordan eventuelle forskelle fra forrige år og fra andre lande kan bruges til at lave en bedre undervisning for eleverne fremover.

Mange forskere fortæller, at placeringen på en rangliste er forholdsvis tilfældig, da forskellene på landenes resultater er så små og ubetydelige, at man oftest kan tale om, at der er en lille top, en kæmpestor mellemgruppe og en lille bund - og at ændringer i placeringen i mellemgruppen lige så meget kan skyldes ændringer i andre landes resultater som ændringer i eget lands.

Det ville være godt, hvis man i stedet for at bruge målingerne til en mere eller mindre tilfældig placering brugte dem til at undersøge dybere, hvilke elementer i undervisningen der virker på de mål, som vi i vores land gerne vil se fremmet hos eleverne.

Når vi ved, at andre undersøgelser fortæller om danske elever som digitalt dygtige, innovative og dygtige til at organisere i samarbejde, ville det være relevant at tage de egenskaber alvorligt også.

I år er fokus på naturfag, hvor vi ved fra andre undersøgelser, at skolerne mangler lærere med undervisningskompetence i natur/teknologi, da kommunerne har forsømt kompetenceudvikling i det fag. Hvor vi ved, at det er et område, der i mange år har været fokus på, uden at man har gjort alvorlige indsatser. Det sker nu, hvor Undervisningsministeriet har sat et arbejde i gang med en National Naturfagsstrategi - dækkende hele uddannelsesområdet. En erkendelse af, at der er behov for en samlet indsats - også selv om vi ikke aner, hvilke konklusioner Pisa kommer med.

Dagsordenen på årets resultater kender vi som sagt ikke, og vi ved, at næsten uanset hvad de fortæller, så bliver det en mediehistorie. Desværre vil den historie nok ikke fortælle noget om de tusindvis af danske lærere, der hver dag knokler med at give eleverne den bedste undervisning, de kan. Det er professionelle, dygtige lærere, der på trods af svære arbejdsvilkår i rigtig mange kommuner alligevel formår at give eleverne en kvalificeret undervisning.

Powered by Labrador CMS