Udbetaling af folkepension, tjenestemandspension og ATP ved dødsfald

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkepension

Pr. 1. april 2000 er der ændret i den sociale lovgivning, således at den efterlevende ægtefælle ikke længere vil få udbetalt efterlevelsespension, dvs. ægteparrets samlede pension, i 3 måneder efter dødsfaldet. For dødsfald, der sker den 1. april 2000 eller senere, gælder, at den efterlevende pensionists status omregnes til 'status som enlig' med virkning fra dagen efter dødsfaldet.

Samtidig er der indført en indtægts- og formueafhængig efterlevelseshjælp. Efterlevelseshjælpen skal sikre gifte og samlevende med beskedne indtægter og formue mulighed for hjælp i tilfælde af dødsfald. For samgifte pensionister træder efterlevelseshjælpen i stedet for efterlevelsespensionen. Efterlevelseshjælpen omfatter både pensionister og ikke-pensionister. Man skal i givet fald selv rette henvendelse til socialforvaltningen i bopælskommunen.

Tjenestemandspension

Der er ingen ændringer vedr. efterindtægt i forbindelse med tjenestemandspensionen. Når en tjenestemand eller tjenestemandspensionist dør, har ægtefællen ret til efterindtægt i 3 måneder fra den 1. i måneden efter dødsfaldet. Efterindtægten svarer til den sidste udbetalte løn eller pension for den afdøde tjenestemand.

I forbindelse med ændringer i tjenestemandspensionsloven pr. 1. januar 1994 blev der indført en overgangsordning, således at tjenestemandspensionister, der får udbetalt både egenpension og ægtefællepension senest 31. december 2001 og selv er fyldt eller fylder 67 år senest 31. december 2001, vil få udbetalt u/67-års-tillægget til ægtefællepensionen også efter det fyldte 67. år.

ATP

Der udbetales ved dødsfaldet et engangsbeløb til efterlevende ægtefæller efter medlemmer af tillægspensionsordningen, der er født den 1. juli 1925 eller senere, og som dør den 1. juli 1992 eller senere. Engangsbeløb, der ikke er begæret udbetalt senest 5 år efter dødsfaldet, tilfalder ATP.