Jan Masschelein, professor ved det katolske universitet i Leuven, Belgien, kritiserede i sit oplæg skarpt begrebet 'det lærende samfund'. Folkeskolen spurgte ham om, hvordan han skelner mellem denne opfattelse af læring og læring i form af dannelse?

'Siden firserne er der sket en ændring i den måde, vi taler om uddannelse på. Det sprog, vi bruger, har ændret sig, og det samme gælder den måde, vi taler om teori på, og de emner, vi kan tage op', forklarer Jan Masschelein, som henviser til, at læring i de fleste diskussioner er blevet den centrale uddannelseskategori. Tydeligst giver det sig udtryk i talen om det lærende samfund.

'Man taler meget om læring og endog om at lære at lære. Alle må lære. Det er blevet sådan, at vi ikke taler om uddannelse som noget, der har med verden at gøre, men som noget, der har med omgivelserne at gøre', siger Masschelein. Omgivelserne kan rumme muligheder, restriktioner eller ressourcer, uddyber han. Dermed kan vores forhold til omgivelserne beskrives som funktionelt. Et ord som verden, derimod, kan ikke reduceres til en funktion af nogle behov.

Betyder det, at formålet for skolerne er blevet ændret i det skjulte?

'Ændringen i sproget betyder, at alle i undervisningsverdenen er nødt til at genformulere, hvad man gør i forhold til disse termer. Begrebet kvalitet er det helt centrale emne. Men kvalitet i denne betydning er, hvad der passer ind i omgivelsernes behov'.

Skal det forstås sådan, at du ikke opfatter den viden, der opstår som resultat af læring, som noget fælles for alle mennesker, men som noget, som vi tilegner os, fordi nogen har brug for, at vi har den her og nu?

'Man siger, at vi ikke har brug for så megen fælles viden, for samfundet ændrer sig så hurtigt, at det ikke kan lade sig gøre at følge med. Derfor koncentrerer man sig om at øge elevernes kapacitet til at lære. Denne strategi medfører imidlertid, at indholdet ikke bliver så vigtigt. Så hvis vi stimulerer læring i denne betydning, bliver konsekvensen, at uddannelse ikke kommer til at handle om at involvere sig i verden', mener Jan Masschelein.

Men selv talsmændene for det lærende samfund hævder, at der findes en kerne af grundlæggende fælles viden og færdigheder, som alle må lære. Det tyder da ikke på, at det lærende samfund udelukker en fælles basisviden?

'Nej, men læg igen mærke til sprogbrugen - nu taler vi jo om færdigheder!'

Misbrug af ordet kvalitet

Professor Masschelein borer videre i det ømme punkt: Han påpeger, at der i opfattelsen af det lærende samfund ligger en forestilling om, at alting kan lade sig repræsentere, som han udtrykker det. Populært sagt betyder det, at viden og færdigheder nærmest opfattes som konkrete ting. Og sådanne kan jo måles og vejes og gøres til genstand for en bedømmelse efter objektive kriterier. Det får konsekvenser for undervisningen.

'Hvis vi går med til at opfatte læring som noget målbart, må vi også acceptere, at vi kan måle os frem til god og dårlig undervisning. Næste skridt er, at man i den offentlige debat automatisk hæfter betegnelsen kvalitet på det, der er god undervisning i denne forstand. Men min påstand er, at det ikke er så uskyldigt, som det tager sig ud. Kvalitet er andet og mere end vellykket, funktionaliseret undervisning'.

Som konferencens øvrige deltagere er den belgiske professor ikke meget for at give håndgribelige bud på, hvad kvalitet så er i udvidet forstand. Men han ser det som sin og sine fagfællers opgave at prøve at udvikle et sprog, der gør os i stand til at beskrive god undervisning, som inddrager dannelsesaspektet. Dette er nødvendigt for, at mennesker kan prøve at finde den fælles verden.

'Verden kan ikke reduceres til regler, som regulerer menneskers adfærd', siger Jan Masschelein afslutningsvis. Og minder om, at hvis vi skal have et menneskeligt liv, må vi have normer og mening, som i en vis forstand deles af alle.

'Det lærende samfund er måske nok effektivt. Men det giver et tomt menneskeligt liv'.than