Kun et klik fra Sibirien

8.-klasserne på Dyssegårdsskolen har fulgt dansk antropolog blandt sibiriske zobeljægere via Nettet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Derefter mumlede hun en magisk sætning på jakutisk og sagde: 'Nu vil intet lykkes for dig'. Jeg slog korsets tegn foran mig, men hun grinte bare ondskabsfuldt: 'Din religion vil ikke hjælpe dig mod min magi'. Hun har brugt sort magi imod mig, og jeg føler mig noget utilpas, selvom jeg forsøger at overbevise mig selv om, at det alene skyldes min fantasi.'

Kvinder, der føler sig forsmået, har deres egne metoder i Sibiriens ødemark - også når den attråede mand er en ung dansk antropolog, der kommer for at få vasket sit tøj og drikke en kop varm te.

På Dyssegårdsskolen i Gentofte behøver 8.-klasserne hverken drikke te eller vodka for at holde de minus 48 grader fra døren, men de følger levende med i antropolog Rane Willerslevs kvaler med de jakutiske og jukagiriske kvinder - med et par hurtige klik på klassens computere er de inde i Rane Willerslevs dagbog, og med et par klik yderligere kan de skrive til ham med spørgsmål om alt fra shamaners klædedragt til mammutters spisevaner og finde svar på computeren, når de kommer i skole næste dag.

'Vi fik rigtig mange gode oplysninger fra Rane', fortæller Nicolai og Emil, der som projektopgave har genoplivet sykundskaberne fra håndarbejde i 4. klasse og har syet en imponerende shaman-dragt.

'En shaman er en åndemaner, altså én, der kan komme i kontakt med ånderne. Det her er en rejsedragt, som shamanen bruger, når han eller hun rejser ned i underverdenen. Spiralerne og pladerne her er sole, som kan lyse op i den mørke underverden, de to små søde mænd her symboliserer forfædrene, dyret er en hjælpeånd, og frynserne symboliserer vinger, der hjælper shamanen med at forvandle sig til en fugl, som kan flyve rundt i underverdenen. Trommen bruger shamanen til at spille på, så han til sidst kun kan høre den og dermed lukke alle andre lyde ude og få ro. Til at komme i ekstase bruger han en eller anden form for rusmiddel', fortæller Nicolai, mens Emil hjælper ham med at fæstne frynseærmerne til dragten med knappenåle. De to drenge har læst adskillige hjemmesider og bladret i mange bøger for at finde oplysninger om shamaner i primitive jægerkulturer verden over. Sammen med deres lærer har de siddet en hel aften og syet i håndarbejdslokalet, og nu knokler de med at blive færdige med at sy de mange små genstande på dragten uden opsyn eller hjælp af en lærer. Faktisk har de ikke holdt frikvarter hele ugen bortset fra en kort pause til lige at få spist frokosten, fortæller Emil.

Selvstændigt arbejde

Dermed er målet nået for Dyssegårdsskolens viceinspektør Preben Bildtoft. For over et år siden havde han en snak med nogle forældre om, at der indimellem er timer i de store klasser, der ikke bliver læst. Den spildtid ville han og de gerne kvalificere.

'En af forældrene var ansat i TV-Byen og henviste os til DR-Undervisning. Dem havde jeg et møde med, og vi talte om, at man måske kunne bruge Internettet til at engagere børnene så meget, at de blev i stand til at arbejde selvstændigt ved computeren', fortæller Preben Bildtoft. Han er overbevist om, at tidens selvstændiggørende opdragelse kombineret med, at børn bliver vant til at arbejde med computere, fra de er ganske små, må betyde, at de bliver gode til at få bestilt noget, også uden at læreren behøver hænge over dem hele tiden.

Produktionsleder i DR-Undervisning, Helene Brøndholt, har som sin opgave at udvikle tværmedielle projekter, altså projekter på både radio, tv og Internet. Hun havde kontakten til Rane Willerslev, der jævnligt siden 1991 har rejst i den sibiriske ødemark og i september sidste år skulle af sted igen som led i en ph.d.-afhandling fra Cambridge University. Tele Danmark blev kontaktet, og herfra var man klar til at stille en nyudviklet satellittelefon til rådighed, og kort tid før han rejste, besøgte Rane Willerslev 8.-klasserne på Dyssegårdsskolen og fortalte om sit eventyrer-liv og om projektet i Sibirien. Dermed kom der et konkret projekt på bordet med mulighed for at afprøve teorierne.

'Jeg synes, det her adskiller sig fra mange af de andre satellittelefonprojekter ved, at det er faglig ekspertise, man har med at gøre, i stedet for at den udsendte person mest fortæller om, hvor højt han er oppe på bjerget, og hvor ondt det gør i lungerne', mener Helene Brøndholt og fremhæver, at eleverne fra Dyssegårdsskolen har sendt Rane Willerslev nogle meget fagligt relevante spørgsmål.

Anmeldte hjemmesider

Lærer Ann Mari Blom havde på det tidspunkt først lige købt sig en computer og har aldrig været særlig computerinteresseret. Små folkeslags levevis i Sibirien var heller ikke noget, hun umiddelbart fattede interesse for - faktisk var det, hun syntes lød mest tillokkende ved hele projektet, ordet zobelpels! Men hun gav sig til at studere emnet og finde relevante undervisningsemner inden for dansk, geografi, biologi, historie og religion. Klasserne læste Rane Willerslevs rapport fra et tidligere ophold, og Ann Mari Blom skaffede bunker af bøger fra et specialbibliotek om minoritetsfolk, hun aldrig før havde hørt om. Via Nettet fik hun kontakt med en anden dansk forsker, og Helene Brøndholt støvsugede Nettet for relevante hjemmesider på dansk og engelsk, som eleverne anmeldte. Klasserne så film fra Sibirien og besøgte Danske Pelsauktioner, og i september drog Rane Willerslev så østpå.

'Og først hørte vi ikke noget i lang tid, og så kunne vi ikke skrive til Rane, og det hele blev ret frustrerende, indtil Tele Danmark fandt ud af, at der lige skulle trykkes på en knap i Singapore, før forbindelsen virkede', fortæller Ann Mari Blom - der i øvrigt opdagede, at hun faktisk har haft Rane og hans lige så Sibirienstossede tvillingebror Eske i 1. klasse.

'Eleverne har lært meget om faglig læsning, om at skimme en tekst og om at læse på skærm. Det viste sig hurtigt, at de elever, som er lynhurtige til at downloade ulovlige spil, ikke nødvendigvis var lige så gode til at søge og udvælge informationer. De børn, der ikke har solide almene kundskaber i forvejen, har især svært ved at klare denne globale udfordring', konstaterer Ann Mari Blom, der ikke er nær så optimistisk som Preben Bildtoft med hensyn til elevernes evne til at arbejde selvstændigt ved computeren.

'De lugter hurtigt lunten og opdager, at det er arbejde! De har også brug for læreren til at lægge en plan, til at fremlægge stoffet, vurdere stoffets brugelighed og til at prale med, at vi bliver aldrig arbejdsløse!', siger Ann Mari Blom, som vil råde kolleger, der tager fat på Sibirien Online eller et tilsvarende projekt, til at lægge en ganske stram plan.

'For det er jo som at åbne en dør - jeg ser arktiske folkeslag overalt nu - pludselig er der udstillinger på både Nationalmuseet og Moesgård Museum, der er relevante, EU arbejder med lovgivning om dyrevelfærd, som berører zobeljægerne på deres levebrød, og ud fra Ranes dagbog har vi også diskuteret meget, at jukagirerne nærmest ligger i sprit hele tiden.'

Små eksperter

Det intense arbejde med et begrænset emne har også givet eleverne en oplevelse af at blive eksperter.

'Jeg har da lært min far om jukagirerne - det er fedt at vide mere om en ting end sine forældre', fortæller Iben, der sammen med Linnea har valgt at lave en projektopgave, hvor de sammenligner jukagirerne med Nordalaskas eskimoer og som det kreative/praktiske element har syet to henholdsvis nordamerikanske og sibiriske dragter til deres gamle Barbiedukker. Linnea synes godt, emnet kunne have været mere spændende, og det er typisk, vurderer Ann Mari Blom, at der har været mere at hente for drengene, fordi det har handlet meget om opdagelsesrejsende, eventyrere og jagt. To drenge har syet en jukagirisk kvindesommerdragt, to har bygget en pelsdyrsfælde. Der er bygget modeller af sibiriske landskaber, en sibirisk skole og sågar en papmachémammut bygget af to piger, som skriver om planerne om at genskabe en levende mammut på basis af DNA-materiale fra en mammut gravet ud af den permafrosne sibiriske jord. Kun to elever har valgt at lave computerpræsentationer som led i deres projektopgave.

Sibirien

Projekt Sibirien Online findes på adressen http://www.dr.dk/sibirien og rummer foruden den 28-årige antropolog Rane Willerslevs dagbog fra den sibiriske tajga (urskov) også billeder, kort, informationer om Rusland, om staten Jakutien og links til relevante hjemmesider på dansk og engelsk. I et par uger endnu vil man kunne maile til Rane Willerslev i Sibirien. I juni tager han hjem, men hjemmesiden vil fortsat være tilgængelig. Der findes desuden et radiointerview med antropologen via satellittelefon og en tv-udsendelse optaget før afrejsen, hvor han fortæller om projektet. Pilotprojektet er skabt af DR-Undervisning i samarbejde med Dyssegårdsskolen i Gentofte.