Der udskilles alt for mange elever til specialskoler og specialklasser, lød det i begyndelsen af juni fra Lars Løkke Rasmussens rejsehold, og få dage senere blev regeringen og KL enige om, at specialundervisning i fremtiden ikke må kunne bevilges alene ud fra en dia­gnose. Kommunerne skal kunne styre og prioritere udgifterne på området, og der skal strammes op på reglerne for klager, skolevalg og befordring.

En beretning fra virkeligheden

Her følger en beretning fra den virkelige virkelighed:

Hovedpersonen er seks år og går i børnehaveklasse, da forældrene bliver klar over, at hun har alvorlige sociale problemer. Efter først at have talt med en privatpraktiserende psykolog, som giver dem ret, går de til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, PPR. Men her er der ikke megen hjælp at hente. Pigens problemer er helt normale, får de at vide. Det er dem selv, der ikke er tydelige nok som forældre. Det forstår de ikke, for de har ikke haft tilsvarende vanskeligheder med storesøsteren på 15.

I skolen er pigen arbejdsom og stille. Det går dog lidt skævt med kammeraterne, melder børnehaveklasselederen. Men på hjemmefronten spidser det efterhånden til med konflikter om alt. Og så begynder forældrene på det, der skal vise sig at blive en lang, ulykkelig kamp. De vil have datteren på specialskole, men PPR og skolen ser kun »normale problemer«.

Da pigen næsten tre år senere får dia­gnosen Aspergers syndrom, tror forældrene ganske vist, at datteren nu endelig kommer på specialskole og får den hjælp, som hun har brug for. Men nej.

Skolen og PPR: normale problemer

»Der var ingen, der ville anerkende, at vores yngste datter havde et alvorligt socialt handicap. Det var os, der var problemet, fortalte de. Vi skulle være tydelige voksenrollemodeller. Præcis som jeg af og til selv siger til forældre i mit eget arbejde«, fortæller Tine Holgersen. Hun er uddannet socialpædagog - og altså mor til en datter med diagnosen Aspergers syndrom. Pigen går nu i 3. klasse på Jyllinge Skole i Roskilde Kommune.

I børnehaveklassen gik det tilsyneladende godt med de opgaver, hun fik. Men det blev mere og mere tydeligt, at hun ikke forstod de andre børns signaler, og hjemme blev problemerne bare større og større, fortæller moderen.

»Så var osten lagt skævt på maden. Hun ville ikke tage tøj på eller hev alle tegninger ned fra væggene på sit værelse.

Men det oplevede børnehaveklasselederen og skolens psykolog jo ikke. Det eneste problem, de så, var, at hun ikke kunne finde ud af det med de andre i klassen. Men det var normalt, sagde de«.

Det er sin sag at være uenig med PPR i et lille lokalsamfund, mener Tine Holgersen. Derfor gik hun og hendes mand til en privatpraktiserende psykolog med datteren.

»Og vores læge indstillede så, at hun skulle udredes. Men det blev afvist af Børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Roskilde, fordi den ikke kom fra skolepsykologen«, fortæller Tine Holgersen.

Diagnose løste ikke problemerne

Efter at hun havde indhentet en udtalelse fra børnehaven og selv skrevet en lang beretning med iagttagelser, accepterede PPR at se på problemerne. Men der var seks ugers ventetid, og i den børnepsykiatriske afdeling er ventetiden 16-18 måneder. Pigen var nu begyndt i 2. klasse, og heldigvis kom der regler om visitationsgaranti, som betød, at hun kunne få en udredning fra et privathospital, hvor man stillede diagnosen Aspergers syndrom.

»Det var en kæmpelettelse endelig at få papir på, at vi ikke var dårlige forældre. Men hvis vi havde regnet med, at problemerne blev løst, når vi stod med en diagnose, blev vi slemt skuffede«, fortæller Tine Holgersen.

Der blev holdt statusmøde, hvor sagsbehandler, psykolog og SFO-leder og barnets mor var med. Skolens ledelse og lærerne deltog dog ikke. Hospitalets psykiater anbefalede, at pigen kom på en specialskole, men skolens psykolog mente, at der skulle gives massiv støtte i normalklassen. Moderen ønskede fortsat, at pigen blev visiteret til specialklasse, men det blev afslået, hvorefter Tine Holgersen gik til Klagenævnet. Og så skete der ikke noget i en måneds tid, husker Tine Holgersen.

»Massiv støtte«

Til det siger skoleleder Kai Aabrandt, at han fandt fem støttetimer »ud fra skolepsykologens indstilling, lærernes vurdering og samtaler med specialundervisningsteamet«. Der gik tid, fordi forældrene ønskede pigen i specialklasse, men det blev afslået af den centrale visitation. Der gik så yderligere tid, da »moderen ankede afgørelsen til Klagenævnet, som gav visitationsudvalget medhold«, forklarer han.

Forældrene har givet Folkeskolen aktindsigt, og af PPR's indstilling fremgår det, at skolens psykolog ud over at anbefale »massiv støtte« også anførte en lang række punkter, hvor der skulle sættes ind. Om det kunne klares på fem ugentlige timer, ønsker psykolog Anne Dige Jørgensen ikke at svare på.

»Jeg kan ikke diskutere en personsag i medierne, men helt generelt kan jeg sige, at vi ikke må anbefale et bestemt timetal«, siger hun og henviser til lederen af PPR i Roskilde. På PPR-kontoret svarer chefpsykolog Søren Larsen, at timetal og indhold vurderes decentralt.

»Psykologerne skal anvende tre omfangs-kategorier, når de anbefaler støttetimer: 'let', 'moderat' og 'massiv støtte'. Men det er skolens leder, der kan se, hvad der er relevant og muligt«.

Tine Holgersen mener, at enhver kunne se, at det ikke var nok med fem timer til hendes datter.

»En elev med problemer får de timer, der er råd til, ikke den skoleform og de timer, der er brug for. I afgørelsen fra Klagenævnet står der, at min datter skal have støtte 'i den overvejende del af undervisningstiden'. Og der står, at der skal gives 'minimum' 12 timer. Så det blev selvfølgelig til minimumstimetallet«, kommenterer Tine Holgersen.

Andre elever rammes

Skolelederens forklaring handler ikke kun om Tine Holgersens datter. Den handler også om skolens øvrige elever. Om den helhed, han har ansvar for:

»Det er mig som leder, der skal lægge timeniveauet og beslutte, hvem der skal gøre hvad. Klagenævnet pålagde mig at forhøje støtten til 12 ugentlige timer. Det betød, at jeg måtte finde pengene et andet sted, der følger jo ikke en ekstrabevilling med«.

Klagenævnet ser kun på reglerne og ikke på økonomien.

»I første omgang betød det, at jeg måtte overskride skolens budget, og derefter må jeg så regulere ned året efter ved at give andre elever færre specialundervisningstimer og ved at skære ned på normalundervisningen andre steder«.

Fem timers ugentlig støtte er meget, og 12 timer er usædvanligt, mener Kai Aabrandt.

Skolelederen: Vi er ikke stolte

»Vi har ikke folk på skolen, der er specialister på Aspergers, så de første fem støttetimer blev delt mellem dansklæreren og matematiklæreren. De syv ekstratimer havde de ikke plads til i skemaet, så de varetages af en pædagog, som kender eleven fra SFO'en«, fortæller skolelederen.

Hans svar på spørgsmålet om, hvorvidt lærerne og støttepædagogen har været på kursus om Aspergers, er kort og kontant:

»Nej, det har de ikke, men de kender alle tre pigen.

Vi sidder ikke problemerne overhørigt, men jeg sender aldrig lærere på kurser på grund af en enkelt elev. Det er der ganske enkelt ikke råd til, der er en lang række generelle efteruddannelsesbehov, som jeg også skal tage hensyn til«.

Kai Aabrandts konklusion er lige så kontant:

»Det er bestemt ikke en løsning og et forløb, vi er fagligt stolte af. Det er jo ikke det rigtige, at en elev med de vanskeligheder uge efter uge skal sidde med en 'voksen-overfrakke' på i 12 af timerne. Det får hun det ikke bedre af«.

Aspergers syndrom er en gennemgribende udviklingsforstyrrelse med manglende evne til at forstå socialt samspil. Nogle karakteristika er ukoordineret motorik, kontakthæmning med ekstrem egocentricitet, begrænsede og/eller usædvanlige interesser, der ligner besættelser. Rutiner og ritualer er vigtige, sprogbrug kan være usædvanlig, og evnen til ikke-verbal kommunikation er dårlig. De fleste med Aspergers har en god hukommelse og kan fordybe sig totalt i et eller få emner ad gangen.

Kilde: Aspergerdk.org

»Der er kommet større sammenhæng mellem almen- og specialområde og bedre mulighed for en tværfaglig problemløsning. Der er bedre mulighed for faglig sparring og videndeling, og det højere lokale kompetenceniveau kommer den almindelige undervisning til gode (.) Der er ikke grundlæggende problemer med folkeskolens specialundervisning .«.

Undervisningsminister Tina Nedergaard om specialundervisning efter kommunalreformen.

Kilde: Redegørelse R 16, Folketingstidende den 27. maj 2010.

I årets økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne slår de to parter fast, at der udskilles for mange elever til specialklasser og specialskoler, og at det »strider mod de politiske målsætninger om, at den almindelige folkeskole skal være rummelig og kunne omfatte hovedparten af børn med særlige behov«.

Regeringen vil derfor arbejde for en lovændring, så specialundervisning kun omfatter »støtte i mindst 12 ugentlige undervisningstimer samt undervisning i specialklasser og specialskoler«. Specialundervisning skal »ikke kunne tildeles alene på baggrund af en diagnose. Støtte skal fastsættes på grundlag af en konkret vurdering af barnets undervisningsmæssige behov«.

Regeringen og KL er også enige om at »begrænse henvisningen til specialklasser og specialskoler, og at undervisningen af anbragte børn så vidt muligt bør foregå i den almindelige folkeskole«.

Kilde: »Aftale om kommunernes økonomi for 2011. 12. juni 2010«. Kl.dk