Haarder: Det er jo gået hidtil

Ingen i hele det danske uddannelsessystem er uddannet i at give karakterer

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen har spurgt undervisningsminister Bertel Haarder, hvordan man kan forvente, at lærernes karaktergivning er ensartet på tværs af landet, når en stor del af de lærere, der giver afgangskarakterer, aldrig har fået nogen uddannelse i det.

»Det synes jeg må være et godt emne til drøftelse mellem dem, der skriver bekendtgørelserne, og seminarierne og de faglige foreninger. Hvis der er bred enighed om, at vi skal gøre noget ved det, så må vi jo gøre det«.

Mener du, man burde lære om karaktergivning på seminariet?

»Det ved jeg ikke. Det er jo gået hidtil. Der er jo så mange, der giver karakterer, som aldrig har lært om det. Det går jo udmærket i gymnasiet, og mig bekendt har gymnasielærere aldrig lært det. Men det kan da godt være jeg har et åbent sind«.

Men forskellen på hidtil og nu er jo, at i dag sammenligner man karakterer på tværs af landet for at se, hvad man »får for pengene« i for eksempel Esbjerg og Frederiksberg.

»Det har man i princippet haft i gymnasiet i mange år, og der har man ikke nogen undervisning i det. Det har man heller ikke på universiteterne det har man intet sted i undervisningssektoren«.

Vi offentliggjorde for nylig en engelsk stil på nettet, som lærer og censor var uenige om og læserne gav den karakterer, der svingede mellem 7 og 11. Når der er så stor uenighed, kan man så bruge en sammenligning på landsplan?

»Jeg har selv været med til at give karakterer på et seminarium, og der var vi også ret uenige. Men det er jo derfor, man har en censor det er for, at det ikke skal gå helt galt«.

Den rapport, der hedder »De gode eksempler«, som både du og din forgænger ofte henviser til, bygger jo på, at man kigger, hvor eleverne får gode karakterer, når man har justeret for elevernes baggrund ...

»Jeg har ikke mere at sige ...«.

kravn@dlf.org

Powered by Labrador CMS