Selv om Lille Sorte Sambo er gået på pension, udgives der stadig bøger, hvor den hvide europæer er verdens selvfølgelige midtpunkt. Et andet eksempel på mangelfuld historieundervisning, som Marianne Vega Poulsen har plukket ud, er taget fra Birgit Knudsen og Carl Erik Andresen: »Mellem fortid og fremtid 1. Riget og nationen«, Alinea 2004, side 10:

Venner og slægtninge

»[...] Når du er på ferie i udlandet, er det rart at møde nogen, der taler dansk. Hvis du kommer til Afrika, vil du sikkert være mest tryg, når du er sammen med hvide mennesker og ikke er helt alene blandt mange med sort hudfarve. Du har det bedst med det, du kender til, når det gælder sprog og hudfarve, men også når det gælder skik og brug, religion og så videre. Det mærkelige er, at du er tryg ved nogle mennesker, du slet ikke kender, nemlig de hvide mennesker i Afrika eller danskerne i udlandet«.

»Hvad mon Douda eller Angela tænker, når de læser det?« spørger Marianne Vega Poulsen. »Hvem mon de er mest trygge ved, når de besøger deres familier i Gambia og Somalia? Hvem er du i denne tekst? Er det nu så klogt at være tryg ved alle hvide mennesker i Afrika eller andre steder i verden?«