500 stærekasser i Holstebro

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tirsdag d. 11. marts var der opsætning af stærekasser på Sct. Jørgens Skole i Holstebro. Kasserne havde eleverne selv fremstillet som en del af et kommunalt projekt, hvor skoleelever aktivt har deltaget i biologisk skadedyrsbekæmpelse, fordi kommunen ikke længere anvender sprøjtemidler.

Projektet er lavet i samarbejde med skovfoged Poul Munk, Holstebro Kommune, og materialerne er betalt af Friluftsrådet. Alt i alt har projektet fået støtte på 23.000 kroner. 11 skoler har deltaget, og der er blevet fremstillet knap 500 stærekasser af elever i 5.-7. klasse.

Rækkehuse for stære. Klokken 10 samledes de implicerede elever og lærere for i samlet trop at begive sig til skolens sportsplads medbringende de fremstillede kasser, et antal hamre og nogle kasser søm.

Her ventede mandskab, der passer kommunens grønne områder, med traktor, kran og lastbil, så man kunne få rejst de stativer med kasser, som skal være på skolens område. Stærene er sociale fugle, der gerne vil bo 'dør om dør'. Under megen latter og snak fik eleverne banket kasserne på stativerne. 17 kasser på hvert stativ, og så var man klar til stæretræernes endelige montering i de borede huller i kanten af sportspladsen.

Det var arbejde for de professionelle, som dog blev fulgt med interesse, og der var tydelig tilfredshed at spore, da de tre træer var placeret. De overskydende kasser blev læsset på firmaets lastbil og kørt til Idrætscenter Vest, hvor de sammen med andre kasser vil blive sat op til gavn for stærene og de mange fodboldbaner.