Debatten om, hvorvidt DLF's formand Anni Herfort har spillet dobbeltspil under forhandlingerne om de nye overenskomster, har fået forhandlingsleder Poul Winckler ud af busken og frem i telefonrøret. Han fortæller her, hvad han oplevede de sidste timer, inden han sagde til forligsmand Mette Christensen, at han havde et enigt bagland med sig.

Årsagen til hans udmelding er en artikel i Weekendavisen.

Artiklen siger, at Anni Herfort under forhandlingerne ikke sagde nej på det tidspunkt i forhandlingerne, hvor det endelige mæglingsforslag blev strikket sammen. Hun lurepassede, lyder de anonyme beskyldninger - hvorefter hun gik hjem og anbefalede sine medlemmer at stemme nej. Hensigt: At redde sin formandspost og en solid årsindkomst.

Baggrunden er et ord, som Poul Winckler sagde den eftermiddag, hvor han kom ud ad de høje fløjdøre i Forligsinstitutionen og fortalte pressen, at forhandlingerne var færdige. Da sagde han nemlig, at der stod et enigt forhandlingsudvalg bag ham. Ifølge artiklen betyder det, at Anni Herfort ikke har gjort opmærksom på, at hun var imod.

Poul Winckler, formand for Forbundet af Offentligt Ansatte og leder af KTO-forhandlingsfællesskabet (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte), forklarer, at han i slutfasen slet ikke spurgte Anni Herfort.

Han behøvede bare et ja fra de tre hovedorganisationer i kommuner og amter: Akademikere, LO og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) - ikke fra hver enkelt organisation. Og da pædagoger og sygeplejersker sagde ja, vidste han, at der var flertal også i FTF's gruppe.

Poul Winckler fortæller:

'Vi sidder i Forligsen i slutningen af forhandlingerne. Nu skal man ikke overdramatisere, men vi havde forhandlet i rigtig mange timer. Jeg får et udspil fra forligsmand Mette Christensen, og jeg går op til mine medkombattanter i forhandlingsudvalget og fremlægger det. Akademikernes Centralorganisations formand, Svend Christensen, spørger så, om vi kan få flyttet noget af forlodsfinansieringen frem til det første år. Jeg spørger ham, om de så er med, hvis det kan lykkes. Ja, siger han. Så spørger jeg Connie Kruckow fra sygeplejerskerne. Ja, både hun og BUPL's Bente Sorgenfrey er med. Jeg siger, at LO også er med', husker Poul Winckler.

Med den melding kan han afslutte forhandlingerne, for nu har han de tre hovedorganisationer bag sig:

'Jeg går ned ad trappen til Mette Christensen og siger, at jeg har et enigt forhandlingsudvalg bag mig, og at vi er med, hvis vi kan få de ændringer igennem. Jeg kom vistnok til at sige enigt. Det beklager jeg. For Anni Herforts melding om, at hun var imod forlodsfinansiering, har været der hele tiden. I den fase var jeg dog kun interesseret i, om de tre hovedorganisationer kunne gå ind for mæglingsforslaget. Og når både BUPL og Dansk Sygeplejeråd er med, så har de jo et flertal i FTF-K. Dybest set var jeg ikke interesseret i en længere debat om forlodsfinansiering på dette tidspunkt. Jeg er tilfreds, når bare et flertal er med', fortæller Poul Winckler.

'Jeg er ked af, hvis det er mine udmeldinger, der er skyld i, at der er kommet en debat om Anni Herforts rolle. Det er urimeligt, for hun har kæmpet hårdt for sit bagland'.

Artikel må ikke skabe splid

Anni Herfort selv synes, det er træls at blive beskyldt for dobbeltspil:

'Jeg har ikke vetoret, og de andre havde et flertal. Men alle vidste, at jeg ikke kunne acceptere forlodsfinansieringen. Det havde jeg sagt flere gange undervejs. Bagefter spurgte journalisterne. Her sagde jeg ikke noget i første omgang. Jeg mente, at det var rigtigst at fremlægge mine synspunkter for hovedstyrelsen, der sad og ventede på mig. De skulle ikke høre det via pressen', siger Anni Herfort.

'Vi er en enig hovedstyrelse, som anbefaler et nej til mæglingsskitsen. Det er vigtigt, at vi ikke bruger vores kræfter på at lede efter splittelse. En journalists vinkel på en historie skal ikke skabe splid i DLF. Det mener jeg ikke, vi har brug for', siger hun.

Hun mener, at KTO-samarbejdet er en god konstruktion også i fremtiden. Det er dog vigtigt, at man ikke havner i en sammenkædning af afstemningerne. Hver enkelt gruppe bør have lov til i sidste instans at gå i konflikt for sine synspunkter. Men hvis ikke organisationerne er samlet i KTO, er det alt for let for arbejdsgiverne at spille dem ud mod hinanden, mener hun.