Døden er barsk, uafviselig og uimodtagelig for selv vore inderligste ønsker om, at sygdommen skal vendes til helbredelse.

Fra de første spæde tegn på, at noget var galt, viste sig i august/september 2000, til Birthe Meyer Nielsen døde den 22. marts 2001, blev kampen for livet langsomt, men sikkert tabt.

Det står i skarp og skærende kontrast til det arbejdsliv, vi på Hvidebækskolen i Jerslev Sjælland fik lov at dele med Birthe. Og til det familieliv, vi ved, hun satte så stor pris på.

Hun var om nogen et menneske fyldt med et positivt livssyn. Hun spredte glæde og tryghed blandt de børn og voksne, hun færdedes iblandt.

I december 1985 begyndte Birthe på skolen. Først som støttepædagog og senere som børnehaveklasseleder, og børnene kunne lide hende. De forstod umiddelbart, at her var et menneske, der ville dem det godt. En, de kunne stole på, som talte pænt til dem, som hjalp, når der skulle hjælpes, og stillede krav, når det var det, der var brug for.

Derfor var det også naturligt, at der også blandt skolens større elever blev en særlig stemning, da de fik besked om, hvorfor flaget var på halv stang den 22. marts.

Den sidste tid sled naturligvis hårdt på Birthe, hendes mand, deres to sønner og svigerdatter. De måtte gennem nogle opslidende måneder, inden Birthe fik fred.

Vi ønsker for familien, at de, som vi, vil komme videre med de mange, mange gode minder, vi fik sammen med Birthe.

Æret være Birthes minde.

Mogens Agger