Social kompetence, faglig kompetence, almen kompetence, personlig kompetence, læsekompetence, kreativ kompetence, forandringskompetence, læringskompetence, eksistentiel kompetence. . .

Jens Erik Kristensen, lektor ved Institut for Idehistorie på Aarhus Universitet, holdt op med at opregne de ord, som kompetencebegrebet de sidste år har forbundet sig med, da han nåede 32.

'Jeg konkluderede, at antallet af ord, der lader sig parre med kompetencebegrebet, er tendentielt uendeligt. Det er lidt af et luderbegreb', siger Jens Erik Kristensen, der er medredaktør af antologien 'Kritik af den økonomiske fornuft', som udkom i sidste uge.

'Hele den menneskelige eksistens og dens livsytringer, alt, hvad vi tidligere forbandt med egenskaber, kundskaber og færdigheder, gøres i dag op i kompetencer - som så betragtes som en ressource, der skal udvikles'.

Luderbegreb eller ej - forestillingen om kompetenceudvikling har i den grad sat dagsorden fra midten af 90'erne. Herhjemme, i USA, I OECD-landene. Og ikke kun i den pædagogiske og uddannelsespolitiske debat, men også i social- og arbejdsmarkedspolitikken.

Fra vugge til krukke

Vuggestue- og børnehavebørn skal således nu have udviklet deres sociale kompetencer, og skole- og gymnasieelever og medarbejdere af enhver art skal udvikle deres faglige og personlige kompetencer, uophørligt.

Og når vi fylder 70, får vi tilbud om besøg af en kommunal ældrepædagog, der skal igangsætte udviklingen af vores ældrekompetence, jævnfør loven om 'forebyggende hjemmebesøg' fra midten af 90'erne.

'Det er en tyngende dagsorden, der stiller uanede krav til os om, at vi skal udvikle os og forbedre os. Hele tiden, fra vugge til krukke. Vi må ikke sige, nu har jeg lært nok, nu vil jeg have fred. Vi er livslange lærlinge'.

Livslang kompetenceudvikling er et 'idekompleks, der i løbet af få år har fikseret sig på en selvfølgelig og nærmest dogmatisk selvindlysende måde, som er ganske uhyggelig', påpeger Jens Erik Kristensen, hvis job som idehistoriker blandt andet består i at analysere tidens tendenser og fikse ideer.

Kompetencebegrebet har i moderne personaleledelse erstattet det gamle begreb om kvalifikationer. Kompetence er bredere og omfatter den enkelte medarbejders samlede faglige såvel som personlige kvalifikationer, viden, holdninger, erfaringer og egenskaber.

'Når man i erhvervslivet fra begyndelsen af 90'erne begynder at tale om kompetence, er det, fordi kompetenceudvikling betragtes som nøglen til en virksomheds konkurrenceevne'.

'Det er vigtigt at have in mente, når man ser på konceptets aktuelle udbredelse. Det er i bund og grund et økonomisk-strategisk koncept. Formålet er at optimere udnyttelsen af medarbejderens menneskelige ressourcer, ikke kun hans faglige kvalifikationer'.

Økonomisk menneskesyn

Fra erhvervslivet har ideen om kompetenceudvikling bredt sig 'som en virus' til den offentlige sektor, herunder uddannelsessystemet, der nu er læringsmiljøer, hvor eleven således bringes til den forståelse, at han er direktør for sin egen humane kapital.

Via kompetenceudviklingsbegrebet har en i bund og grund økonomisk menneskeforståelse således sneget sig ind i de pædagogiske relationer og grundbegreber, også i Grundtvigs og Kolds eget land, fastslår Jens Erik Kristensen. Bag om ryggen på de fleste.

Og det er præcis dér, problemet ligger, og kritikken bør sættes ind, mener Jens Erik Kristensen.

'Fordi det er aldrig uskyldigt, når man slæber en kategori, der er udviklet i et bestemt regi, ind i en anden'.

'Den økonomiske fornuft har sneget sig ind, ikke via privatiseringer, udliciteringer eller konkurrence mellem kommunale skoler og den slags, men via en ny dagsorden i pædagogikken'.

'For så vidt som kompetenceudvikling er et virksomhedsøkonomisk grundbegreb, der er knyttet til forestillingen om humankapital, så importerer man selvfølgelig den økonomiske logik med ind'.

'Og hvad får man så? En forestilling om, at vuggestuer, børnehaver, skoler og arbejdspladser skal drage omsorg for den enkeltes kompetenceudvikling fra fødsel til død'.

Spidsfindig markedslogik

Som elev, studerende og medarbejder er man direktør for sin egen lille virksomhed, sin humankapital, som man investerer i og udvikler livet igennem med henblik på stadig forbedring af ens konkurrenceevne - til glæde for sig selv, virksomheden og nationen.

'Det er i virkeligheden en markedslogik, som er langt mere spidsfindig og snedig end mange af de andre markedslogikker, man ellers ser sætte sig igennem i den offentlige sektor i disse år'.

Det er en måde at kapitalisere det menneskelige udviklingspotentiale på, og det begynder tidligt. Det er efterhånden blevet almindeligt at skrive i en børnehaves formålsformulering, at personalet skal drage omsorg for børnenes udvikling af sociale kompetencer.

'Børnene skal lære, hvordan de optimerer deres sociale evner, så de kan gøre sig bedst muligt på markedet. Det er en skændsel'.

Mange lærere og pædagoger mener ganske vist noget andet med 'udvikling af sociale kompetencer', har Jens Erik Kristensen - der er far til tre og sidder i Århus Kommunes skoletænketank - bemærket.

Nemlig at de - lærerne og pædagogerne - dermed mener, at de 'i klassisk forstand drager omsorg for børnenes identitetsdannelse, således at de bliver i stand til at se ud over sig selv og i stand til at anerkende, at de er afhængige af andre, og at de er en del af noget større'.

Kompetence kontra dannelse

Men det er faktisk ikke det, der ligger i 'udvikling af børnenes sociale kompetencer', siger Jens Erik Kristensen.

'Social kompetenceudvikling og dannelse er to vidt forskellige perspektiver på pædagogiske indsatser. I den ene - dannelse - handler det om at få barnet til at blive et socialt individ i moralsk og etisk forstand'.

'I det andet drejer det sig om fra barnsben at styrke et individs markedsegnethed - dets evne til at begå sig på sociale arenaer, først og fremmest på den store arena, nemlig markedets arena, udstyre det med instrumenter som samarbejdsevne, omgængelighed, fleksibilitet, tillidsfuldhed. . .'.

Det lyder alt sammen meget smukt, medgiver Jens Erik Kristensen, der ikke har noget mod sådanne evner.

'Men det, jeg protesterer imod, er optikken på dem. Man gør værensegenskaber og moralske idealer til instrumenter, som den enkelte elev skal udrustes med med henblik på - groft sagt - den social-darwinistiske kamp resten af tilværelsen'.

Førhen var hensigten med disse egenskaber at ruste eleven til menneskelivet og demokratiet. I dag har ideen om kompetenceudvikling visket alle forskelle ud.

'Der er sket en sammenblanding af kundskaber, færdigheder, egenskaber, værdier, almendannelse, erfaringer og situationsbestemte evner'.

'Kompetencebegrebets hærgen har ført til, at et instrumentelt kundskabsbegreb nu æder sig ind på egenskaberne'.

Alle klapper i hænderne

De menneskelige egenskaber skal ifølge kompetencefilosofien kunne fungere lige så instrumentelt som faglige færdigheder i læsning, regning, skrivning, IT, engelsk.

'Egenskaberne kan ikke få lov til at være i fred, så at sige. Alle er enige om, at det er godt med sociale kompetencer, samarbejdsvillighed, evne til at indgå i team og så videre. Alle klapper i hænderne, når den svada kommer - og ryster på hovedet, hvis man har forbehold'.

'Men når alt kommer til alt, handler det om at styrke den enkelte, ikke fællesskabet, udruste den enkelte til at kunne begå sig, klare sig, konkurrere'.

'Man vil fremme 'elite på alle niveauer', men bag dette koncept finder man en simpel neoliberal social-darwinisme. Den stærkeste må overleve'.

Kompetenceudvikling har været på banen i 10-15 år, og dets succesfulde ekspansion skyldes ikke mindst, at 'dette virksomhedsøkonomiske koncept har kunnet alliere sig med nye indsigter inden for lærings- og udviklingspsykologi, med et nyt og bredere intelligensbegreb og med en hjernefysiologisk forskning, som har opdaget, at mennesket har langt flere kompetencer og læringsevner, end vi har været vant til at udnytte'.

Mennesket bruger måske kun 10-15 procent af sine potentialer, og hvis de sidste 85 procent kan mobiliseres og kapitaliseres, vil det udløse enorm velstand.

'Denne dagsorden er så gud og hvermand og frem for alt enhver pædagog, lærer og uddannelsespolitiker hoppet på inden for de sidste fem år - herhjemme godt hjulpet af Lars Kolind og det selvbestaltede Nationale Kompetenceråd i miljøet omkring Ugebrevet Mandag Morgen. Det er tankevækkende og lidt foruroligende'.

'Der er en tro på, at kompetenceudvikling på en og samme tid vil forløse det enkelte menneskes uanede potentialer og frelse koncernen Danmark i den globale konkurrencekamp'.

'Der er også et moment af totalitær tankegang i denne forestilling om, at kompetenceudvikling skal dække alle og enhver og omfatte totaliteten af menneskelige og samfundsmæssige processer'.

Du fødes som kompetent

Kompetenceudviklingstankegangen har også diskutable sociale implikationer, mener Jens Erik Kristensen.

'Tankegangen er, at du fødes som et kompetent barn, og vi sørger så for, at der er professionelle omkring dig til at drage omsorg for din kompetenceudvikling livet igennem. Hvis du så alligevel bliver arbejdsløs, så er det din egen skyld. Så har du ikke været god nok til at forvalte din humankapital'.

Den neoliberale etos bag kompetenceideologien kommer også til udtryk i det 'til tider vamle' sportssprog, som den lanceres i - kamp, verdensklasse, elite, konkurrence, at score højest, verdens bedste, hitlister, tabeller, skalaer og regnskaber.

Når ideen om kompetenceudvikling har fået så stor uddannelsespolitisk gennemslag, skyldes det også, at tankegangen er i samklang med den store ideologiske transformation af velfærdsstaten til et selvansvarligt velfærdssamfund, som er i gang i disse år.

Tyngden flyttes fra socialpolitik til uddannelsespolitik. Uddannelse, uddannelse, uddannelse, som Tony Blair sagde, da han skulle nævne de tre højeste prioriteter i den nye regerings politik.

'Vi går fra solidaritet gennem omfordeling og kollektiv sikring til solidaritet via konkurrenceevne. Vi vil solidarisk hjælpe alle til at udvikle deres kompetence og konkurrenceevne - og så må de i øvrigt klare sig selv'.

'Man siger: vi optimerer betingelserne for, at du kan blive smidt veludrustet ud i konkurrencen, men så må du acceptere, at fra nu af råder social-darwinismen og markedsbetingelserne'.

'Det er den nye måde at socialisere på - nemlig ved at individualisere børnene som konkurrencedygtige kompetencesubjekter'.

Kompetenceudvikling er således helt i tråd med den almindelige individualisering i tiden, siger Jens Erik Kristensen.

'Den vil styrke det frisatte individ, men ved at gøre det til en art selvstændig erhvervsdrivende, der har sin egen gevinstmaksimering på markedet for øje'.

Egentlig er kompetencedebatten en ny variation over et gammelt tema: Er skolen til for livets eller erhvervslivets skyld? Skal du i skolen dannes til menneske og borger, eller skal skolen være et center, hvor lærere servicerer den enkelte elevs kompetenceudvikling med henblik på arbejdsmarkedet.

'Problemstillingen er bare blevet mere delikat, for i dag er din menneskelighed blevet din markedsværdi'.

'Og begrebet om kompetenceudvikling afspejler denne personalisering af arbejdskraften. Arbejdsgiveren vil i dag ikke kun have dispositionsretten over din arbejdskraft et vist tidsrum på dagen, han vil have dig med hud og hår. Dine ressourcer som person, din krop, dit væsen kan kapitaliseres'.

'Der er på sin vis tale om en udbytningsrelation på et langt mere subtilt niveau end tidligere, og spørgsmålet er nu, hvordan skolen kan, skal og vil klæde eleverne på i forhold til disse vilkår', siger Jens Erik Kristensen.

Blå bog

Jens Erik Kristensen (født 1955) er lic.phil. på en afhandling om Michel Foucault og lektor ved Institut for Idehistorie på Aarhus Universitet. Han er medredaktør af antologien 'Kritik af den økonomiske fornuft', som udkom i sidste uge og blev præsenteret på en konference på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Jens Erik Kristensen sidder i Århus Kommunes skoletænketank sammen med blandt andre en hjerneforsker og en fremtidsforsker. Sammen med Lars-Henrik Schmidt, rektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, har han skrevet bogen 'Lys, luft og renlighed - den moderne socialhygiejnes fødsel'.

Børnene skal lære, hvordan de optimerer deres sociale evner, så de kan gøre sig bedst muligt på markedet. Det er en skændselVi må ikke sige, nu har jeg lært nok, nu vil jeg have fred. Vi er livslange lærlinge