Jeg har en hvid elefant boende. Lad mig hellere forklare: for et halvt år siden fik jeg en hvid elefant foræret, og jeg er blevet opdraget til at være taknemlig for gaver. Men jeg er nået til det punkt, hvor jeg ville ønske, at der fandtes en måde at komme af med den på. En hvid elefant var, som man måske erindrer, de persiske fyrsters middel til at ødelægge en fjende. Hvis fyrste a gav fyrste b en hvid elefant, tvang det fyrste b til at bruge sådanne mængder af tid, penge og energi på pasningen af dette sjældne dyr, at han ofte gik fallit på det.

For et halvt år siden fik jeg som mange andre tjenestemandsansatte i undervisningssystemet til låns en indbydende udseende grå computer med stor skærm tillige med gratis brugsret til Internet- og e-mail-faciliteter. Denne 'gave' var velment og gavnlig. Og fra begyndelsen var jeg vildt begejstret over at få noget så tillokkende og formentlig tidsbesparende helt gratis.

Forleden inspicerede jeg mine e-mail, efter at jeg ikke i to dage havde været oplagt til at se på dem og også havde haft andre, samværsmæssige, menneskelige sager at tage mig af. Til min gru var der 28 forskellige meddelelser. Nogle af dem var lange filer, som jeg var nødt til at åbne og læse og kommentere. Det var så den eftermiddag: de næste to timer blev tilbragt foran skærm. Bliver den tid betalt af arbejdspladsen? Skulle dette være tidsbesparende?

Howard Gardner har skrevet om de mange arter af menneskelig intelligens, og Daniel Golemann om følelsesmæssig intelligens. Andre mennesker husker og reflekterer over ansigter og navne; jeg gør det samme i henseende til den stil, den blækfarve, de bogstavformer, som folk skriver med, om personligheden bag menneskers skrift. Men nu får jeg 46 opgaver fra 46 studerende, skrevet på computer; den eneste afveksling er, om de er skrevet med skrifttypen Arial eller Times New Roman.

Vi får alt for meget information til, at vi kan reagere, leve, tænke og diskutere. Og selv om Internet lokker for os om at involvere os og vælge vores forbindelser (være interaktiv), har vi alt for meget at filtrere. For eksempel da jeg gennemgik Nettet for at hitte noget brugbart om 'hvid elefant', fandt jeg én forklaring på udtrykket. Og femten Netsider med links til reklamer for hoteller, restauranter og registre over feriehytter i Thailand, San Francisco og New England, hvor ordene hvid elefant forekommer. Skal jeg virkelig sortere mig igennem og reagere på alt det?

Hvad rummer fremtiden? Jeg savner grøn rund håndskrift med dens afveksling og fascination. Jeg savner at få det meste af min vigtigste post (ikke mail) bragt af et levende postbud. Jeg savner nogle medier, hvor man er tvunget til at leve med, drømme, fantasere, tolke, tænke, diskutere.

Jeg tænker tit på, hvad morgendagens unge vil stille op, hvis der kommer en strømafbrydelse. Jeg kan citere en af mine elektroniserede studerende, som beskrev en dag, da alt hans maskineri svigtede ham. 'Hvad gjorde du?', spurgte jeg ham. 'Jeg begyndte at læse en bog'. 'Åh', svarede jeg, 'hvor herligt'. 'Men', tilføjede han hurtigt, 'jeg kom kun halvvejs, så kom strømmen igen!'

Her sidder jeg og stirrer på min hvide elefant og min mus og spekulerer på, hvad der er sket med mine tanker om virkelige elefanter og levende mus, oplevelser i virkelige skove og på virkelige strande og frisk luft og forår. Spekulerer på, om Danmark ikke også har fået sig en enorm hvid elefant i form af sin elektroniserede tilværelse. Og spekulerer på, hvor mange andre mennesker der ligesom jeg føler, at de ikke har tænkt tilstrækkeligt over de moralske, sociale og menneskelige konsekvenser af denne udvikling. Og at de selv ikke har haft noget at sige om nogen af disse tendenser. Jeg skriver selv med brug af denne elektronikverdenens krykke, som ikke kender til årstider eller temperatur eller vejrlig eller forhindringer ud over elektrisk bevidsthedstab. Og jeg håber helt oprigtigt, at mange af mine studerende har læst mere end en halv bog for nylig.