For år tilbage, da Thomas Ziehe arbejdede som lærer, underviste han blandt andet eleverne i moderne dans. I en af de øvelser, han brugte, tegnede han en ring omkring elevens venstre fod, og han krævede så, at eleven på intet tidspunkt satte foden uden for cirklen. Løft foden, flyt den, gør, hvad du har lyst til - bare du ikke sætter den uden for! Sådan lød hans krav.

Pjat! fnøs mange af eleverne og flere af hans kolleger. Eleverne vil aldrig nogensinde møde sådan et krav i virkeligheden. Øvelsen er kunstig. Den er virkelighedsfjern, sagde kritikerne.

Korrekt, svarede Thomas Ziehe. Øvelsen er urealistisk, men, fortsatte han, skolens opgave er heller ikke at være et spejl for virkeligheden. Tværtimod.

Fra fjernsynet, Internettet og hverdagen i øvrigt er eleverne fyldt til halsen med virkeligheden, så der er ingen grund til, at skolen giver dem mere af den. Skolen bør i stedet give rum for de erfaringer og oplevelser, som eleverne ikke får i hverdagen. Skolen skal lære dem det, som virkeligheden ikke kan.

'Havde jeg bare skruet op for musikken og sagt 'dans', ville eleverne lynhurtigt finde deres egen stil og udvikle deres egne stereotyper. De ville danse på samme måde, som de danser hver lørdag aften på diskoteket, og bekræfte sig selv og deres identitet, men de ville ikke udvikle eller lære noget nyt', siger Thomas Ziehe.

Hold øje med svagheder

Thomas Ziehe underviser ikke længere i grundskolen. Han er professor ved universitetet i Hannover og berømt for sine studier af den nye ungdomskultur.

Synet på skolens og lærernes rolle har imidlertid ikke ændret sig i den mellemliggende tid. Han mener fortsat, at skolen skal være i modfase til den kultur, som eleverne er en del af.

'Enhver kultur udvikler nogle bestemte dispositioner, styrker og svagheder. Som lærere bør vi forholde os analytisk til kulturen og holde øje med dens nøglesvagheder. Hvilke kvaliteter udvikler eleverne ikke i deres hverdagsliv og -kultur? Hvilke erfaringer får de ikke? Det er dem, skolen skal sørge for, at de får. Der er ingen grund til, at vi bruger masser af ressourcer på at lære eleverne at bruge en computer. Det lærer de andre steder. Skolen skal lære dem det, de ellers ikke ville lære', siger han.

Overskriften for Thomas Ziehes pædagogik er 'veldoseret fremmedhed': Det, eleverne får i skolen, skal være anderledes end det, de møder i hverdagen. I artiklen 'Adieu til halvfjerdserne. De unge og skolen under den anden modernisering', som er optrykt i 'Pædagogik' (Hans Reitzels Forlag), uddyber han pointen. Åbningen af skolen skal ikke være en fordobling af hverdagsvanerne, men en åbning af mulighederne for 'usædvanlig læring'. Det handler om ikke at trække alt ned på et dagligt plan og dermed kopiere virkeligheden, men om at gøre noget ikke-selvfølgeligt. Thomas Ziehe skriver:

'Således betragtet bliver lærestoffet i heldigste fald ikke en kopi af virkeligheden, men symbolske bestanddele af en anden, kognitivt konstrueret verden i elevernes hoveder. Lærestoffets værdi for læring vil så ikke blive målt på dets livsrealistiske placering, men på dets nyhedsværdi i forhold til det 'kognitive landkort' i elevernes hoveder; dets værdi måles på, om det kan hjælpe med til at tænke temakredse på en 'ny' måde og skabe orden i hovedet. Den nedsættende tale om 'intellektualisering' anser jeg for et kedeligt fejlgreb'.

Usædvanlig læring handler altså om læring, der er så anderledes, at eleverne opdager, at det er noget andet, men på den anden side ikke så fremmedartet, at de pure afviser det.

Balancen er delikat, erkender Thomas Ziehe. På den ene side er eleverne nysgerrige, og de vil gerne lære nyt. På den anden side gør det nye og anderledes dem utrygge og usikre.

To faktorer er afgørende for, at der kan bygges en bro mellem elevernes identitet og de pædagogiske krav: atmosfæren og lærerpersonligheden.

'Det er vigtigt, at der opbygges en atmosfære, hvor eleverne belønnes for at turde det anderledes. De skal have lov til at opleve stoltheden. Det er vigtigt. Men derudover bliver lærerens stil afgørende. Eleverne må gerne have en vis fascination af lærerpersonligheden, og dermed bliver undervisningen virkelig en kunst. Kunsten at kommunikere', siger Thomas Ziehe.-Mikkel Hvid er freelancejournalist