Debatten om modersmålsundervisning er blusset op igen - med alt, hvad dertil hører af begrebsforvirring og sprogmyter. En række politikere synes, at det er synd for børnene, at deres modersmål søges vedligeholdt. Ude i verden er flersprogethed ellers et ganske almindeligt fænomen. Alligevel er der i Danmark, hvor etsprogethed er normen, en tendens til at problematisere flersprogethed.

I 70'erne og starten af 1980'erne fik 'halvsprogethed' stor opmærksomhed. Begrebet dækkede over en formodning om, at tilegnelse af majoritetssproget - inden barnet er velfunderet i sit modersmål - giver risiko for, at barnet ikke lærer et af sprogene ordentligt, derfor var det god latin at vente med danskundervisning, indtil barnet nogenlunde beherskede modersmålet. I dag har mange tilsyneladende en modsat, men ikke mindre firkantet formodning: at tilegnelsen af modersmålet forhindrer tilegnelsen af dansk.

Både dansk og international forskning viser, at der ikke er noget, der tyder på, at modersmålsundervisning er hverken en hindring eller en forudsætning for at lære dansk. Tværtimod er der nu bred forskningsopbakning til teorien om, at to sprog kan støtte hinanden i deres udvikling. Dertil kommer, at betragtningen om, at sproget er en afgørende integrationsfaktor, er en fastgroet, men udokumenteret påstand. I 80'erne havde man en formodning om, at elever, der talte dansk dialekt, klarede sig mindre godt i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Den opfattelse af, at sproglig afvigelse betød social skævvridning, blev ført videre i 90'ernes indvandrerdebat. Men i dag anses sammenhængen mellem social marginalisering og dårlig sprogtilpasning i forskerkredse at være den stik modsatte: det er de socioøkonomisk dårlige vilkår i børns familier, der er baggrunden for svag sproglig udvikling - både på modersmålet og på dansk. Almindelige, velstimulerede børn har ingen problemer med at tilegne sig flere sprog.

En positiv dimension af modersmålsundervisningen er derimod overset: I undersøgelser af finsksprogede svenskeres sproglige problemer i 80'erne nævnte mange voksne deltagere, der som børn havde modtaget modersmålsundervisning i finsk, at den undervisning havde spillet en afgørende rolle i deres opvækst. Lærerne, der selv tilhørte det finske mindretal, havde været et sjældent eksempel på en vellykket integration og havde dermed været en vigtig rollemodel. Lærernes engagement i elevens generelle problemer og familieliv blev af de tidligere elever beskrevet som afgørende for deres selvtillid og selvforståelse som repræsentanter for en marginaliseret minoritet i Sverige.

I mange flygtningehjem er arbejdsløshed, økonomiske vanskeligheder, kulturel splittelse og eventuelle traumer efter tortur og flugt ofte normen. Det præger børnene, som dermed risikerer at udvikle sig uhensigtsmæssigt. Den dimension overses i diskussionen om undervisning af tosprogede børn. Modersmålsundervisningen opfattes udelukkende som en støtteforanstaltning i sprog- og kulturbevarelse, mens børnenes identitetsudvikling og selvfølelse og den langsigtede integrationsindsats er fraværende i diskussionen.

I Danmark har engelsk, tysk og fransk høj status og er på skoleskemaet, mens for eksempel tyrkisk, arabisk og urdu anses for at være en afgørende forhindring for et vellykket skoleforløb og en tilfredsstillende integration. Debatten om modersmålsundervisningen afspejler i høj grad den statusforskel. Undervisningen anses enten som en rettighed, der skal sikre børnenes modersmål og dermed kommunikationsmuligheder i oprindelseslandet og med familiemedlemmer, eller som en pladderhumanistisk, omkostningstung aktivitet, der forhindrer integration. Det overses fuldstændigt, at modersmålsundervisningen kan være et forum, der fremmer integrationen - et sted, hvor velintegrerede voksne fra de etniske minoriteter er tiltrængte rollemodeller, som med forståelse for elevernes splittelse mellem to kulturer kan støtte dem i at finde deres eget ståsted i Danmark. Modersmålet giver ikke kun mulighed for kommunikation med forældre og bedsteforældre, det åbner også op mod en del af verdenssamfundet i erhvervsmæssigt øjemed, når eleverne vokser til. Dermed udgør det også en samfundsmæssig ressource.

Forskningsassistent ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet

Læs litteraturliste på http://www.folkeskolen.dk