Folkeskolen har altid undervist (næsten) hele den enkelte årgang børn. Alle følgende led i uddannelsessystemet har derimod været vant til kun at modtage en meget mindre del af hver årgang. Tidligere kunne det enkelte senere skoleafsnit - efterskole, gymnasium, HF, handelsskole eller teknisk skole med videre - 'specialisere' sig i undervisning af de elever, der kom netop til dem.

Efter massearbejdsløsheden i de forudgående årtier og efter dokumentationen af, at unge havnede i restgruppen, hvis ikke de fik uddannelse, har man sat alle sejl til for at få de unge til at gå i skole og tage en uddannelse efter folkeskolen.

Dette projekt er i meget vidt omfang lykkedes. Følgen er, at der i alle disse videregående ungdomsskoleformer i dag sidder undervisningshold med en langt større spredning med hensyn til forudsætninger end nogensinde før. Og klassekvotienterne er ikke blevet mindre. Følgen heraf er, at lærerne i disse skoleformer er presset til bristepunktet.

En meget afgørende faktor er her elevernes kompetence til at tilegne sig det stadig mere krævende faglige stof: Deres selvstændige tilegnelseskompetencer er det afgørende punkt.

De skal nødvendigvis beherske en produktiv lektielæsningskompetence. De skal kunne arbejde i grupper med udbytte. Og de skal kunne koncentrere sig om også at tilegne sig det stof, læreren lægger frem i timerne.

Det kan mange ikke. En meget stor del af enhver klasse behersker ikke en fundamental 'værktøjskasse' af tilegnelseskompetencer.

Men med den stoftrængsel og det antal elever, der er i de senere skoleafsnit, må de kunne klare en selvstændig tilegnelse af stoffet uden for megen voksenstøtte.

Mange er de barske ord, der bliver sagt om folkeskolens præstationer i denne anledning. Efter min vurdering er dette ikke rimeligt, fordi folkeskolen har fået pålagt socialpædagogiske opgaver med videre, og fordi de elever, der nu går videre, tidligere gik ud i arbejdslivet eller til ungdomsarbejdsløshed. Vi ved altså ikke, hvorledes det tidligere stod til med deres tilegnelseskompetencer. Det centrale er, at det først i dag er folkeskolens opgave at sende alle eleverne velkvalificerede videre til de forskellige ungdomsskoler.

Det er ganske tydeligt, når man er observatør i en sådan senere klasse, at flertallet af eleverne har meget svært ved at styre egen læring. Svært ved at møde velforberedte. Svært ved at udnytte tiden i gruppearbejde. Ofte gider de ikke 'sidde i gruppe', fordi de synes, de i folkeskolen har spildt så megen tid med ørkesløs 'gruppe-gruppe'. Som de siger til konsulenten: 'Vi har aldrig for alvor lært at arbejde effektivt i et team'.

Når man derfor blandt folkeskolelærere problematiserer nytten af lektier og advokerer for heldagsskolen, er det meget bekymrende. Men det kommer naturligvis an på, hvorledes 'heldagsskolen' skal forstås.

Den centrale udfordring til folkeskolelæreren er at give eleven en sådan øvelse i selvstændig lektielæsning, at denne ikke er et problem. Give dem en sådan team-træning, at de uden videre problemer kan gribe gruppearbejdet konstruktivt an.

'Heldagsskolen' kan betyde, at man netop vil bruge kræfter på disse opgaver. Det kan også betyde, at eleverne ikke for alvor gør sig erfaringer med uden hjælp at kunne magte egen læring.

Men de skal kunne selv! Folkeskolelæreren vil give den enkelte elev en uvurderlig hjælp til fremtiden ved at give dem en indføring i selvstændig varetagelse af egne læreprocesser. Gennem strukturerede øvelser, øvelser og atter øvelser. Ellers dømmes de til fiasko i næste skoleafsnit.

Sten Clod Poulsen er chefkonsulent, lektor, cand.psych.

Rettelse:

Der manglede desværre nogle linjer i sidste uges basmæk af Ning de Coninck-Smith. Den korrekte tekst kan læses på www.folkeskolen.dk