Junkmail fra Kræftens Bekæmpelse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I sidste uge udsendte Kræftens Bekæmpelse et kædebrev 'E-mails i en god sags tjeneste', hvis budskab angiveligt skulle opfordre modtageren til at melde sig til indsamlingen søndag den 2. april.

Hensigten var indiskutabelt god og indholdet sobert. Metoden derimod var ret uheldig. Kædebrevets modtager skulle nemlig videresende brevet til alle de e-adresser, vedkommende havde tilgængelige i sit system - plus en kopi til Kræftens Bekæmpelse, der så kunne følge med i kædebrevets udvikling. Undertegnede modtog denne mail seks gange og tænker i øjeblikket uroligt på de mange uskyldige e-postkasser, der er blevet ramt.

Det er klart, at denne lille hændelse vækker opsigt, og det er da faktisk også rigtig god reklame for 'den gode gerning'.

Som i et 'rigtigt' kædebrev er konsekvenserne imidlertid tvetydige. På den ene side opfattes dette e-tiltag som junkmail (e-post sendt til din e-postkasse fra en 'ikke kendt' afsender) eller 'spam' (ubrugelig post sendt til din postkasse med afsenderens fulde overlæg). På den anden side er det en god lejlighed til at overbevise sine e-kontakter om, at man er betænksom i en god sags tjeneste. En gratis og bekvem måde til at nurse sin 'gode samvittighed'. Problemet er bare, at der er tusindvis af gode årsager til at stable sådan en kædemail på benene, og at det er umuligt/svært at sætte et skilt op med 'Kædebreve nej tak' på sin mailserver. Så lad det ikke udvikle sig og hold jer til tidligere råd om at forholde sig stiltiende (men forstående - naturligvis) til sådanne ytringer.

Alternativt kan det anbefales at besøge http://www.kraeftensbekaempelse.dk/, hvis man vil opdateres med sidste nyt.