Gurli Steenberg Pedersen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mandag den 28. februar 2000 om morgenen lidt før otte var der meget stille på lærerværelset på Jerup Skole. Skolens flag var på halv. Overlærer Gurli Steenberg Pedersen var stille sovet ind, 57 år. Hun havde måttet bukke under for den kræftsygdom, hun havde fået konstateret for godt et år siden. En diagnose og sygdom, hun mødte med åbenhed og mod. Gurli viste, at hun var parat til at tage kampen op mod sygdommen. Da hun sagde farvel midt i ugen før vinterferien, var det med smil og livslyst, men i løbet af få dage efter en ny behandling blev hun dårligere, og søndag den 27. februar måtte hun give op.

Gurli Steenberg Pedersen, der var vokset op i Frederikshavn og uddannet på Hjørring Seminarium, blev ansat ved Jerup Skole i 1967. Hun var en meget dygtig og samvittighedsfuld lærer. Dygtig til sine fag: dansk, tysk, geografi, idræt, svømning . . . og en omsorgsfuld og kompetent klasselærer såvel på yngste som på ældste klassetrin. Hun stillede store krav til egen kunnen og formåen.

Der var orden og pertentlighed til det perfekte i alt, hvad Gurli beskæftigede sig med. Hun holdt fast i gode, kendte undervisningsmetoder, samtidig med at hun også kunne gå foran og betræde nye veje.

Hun forlangte noget af sine elever, og det skulle efterleves, men børnene elskede hende - og hun dem ikke mindre.

Det var altid mærkbart, når Gurli var til stede - og tomheden herefter vil være at føle meget længe. Gurli var også den, der med sin kvikke replik - i ganske få ord - kunne få en svær situation til at løse sig - eller latteren til at runge. Hun lyttede, havde overblik, og når hun så samlede al snakken til et hele, havde hendes ord gennemslagskraft. Som kollega var hun den, der havde smil, varme og omsorg for den enkelte.

Vi har mistet en god kollega og ven på Jerup Skole - en dygtig, respekteret og afholdt lærer. Men tabet er meget større for Gurlis mand Kai, hendes to piger Lise og Tine og tre børnebørn, og vore tanker går ofte til dem, idet vi håber, at alle de gode og stærke minder fra Gurli vil hjælpe dem med at kunne finde glæde og mening i tilværelsen fremover.

På Jerup Skole vil vi mindes Gurli med taknemmelighed.

Æret være Gurli Steenberg Pedersens minde.

Lærerne på Jerup Skole