
Elever bygger fremtidens huse
Et hus i New York med egen robot og swimmingpool på taget? På Antvorskov Skole har eleverne fundet krystalkuglen frem og er kommet op med deres bud på, hvordan vores boliger ser ud om 30 år.
I en tid hvor huspriserne kun går én vej, er der måske lys for enden af vejen for fremtidige førstegangskøbere. Vurderet på elevernes huspriser på deres selvbyggede huskonstruktioner ser det i hvert fald ud til, at man om 20-30 år får langt mere for sine penge.
»Det koster i hvert fald mere end en million. Det er jo blevet ret normalt, at huse koster så meget, og det er en god beliggenhed«, lyder den lidt upræcise ejendomsvurdering fra Sofie om det 400 kvadratmeter store sommerhus, hun har bygget i miniatureudgave sammen med Mika. Beach Castle, som de har døbt det, står med to stolper i vandkanten, og med et gulv til loft-glasparti kan man fra sengen spejde efter skibe i horisonten.
6.-klasserne på Antvorskov Skole i Slagelse har i månederne op til sommerferien konstrueret bud på, hvordan huse ser ud, når vi nærmer os år 2040. Rammerne har været mere eller mindre frie, fortæller håndværk og design-lærer Anders Neerbek. Eneste krav var, at eleverne skulle kunne forestille sig deres hus som et almindeligt hus, når de selv er voksne og har en familie.
Som første led i byggeprocessen tegnede eleverne en skitse af deres fremtidshus på papir. Herefter blev tegningerne til huse i karton i såkaldte mockups, inden stregerne blev tegnet ind på computeren, som i sidste ende sendte byggeordren videre til skolens laserskærer. Denne del af processen måtte flere elever have hjælp til.
Læs også
-
Corona sætter stadig sine spor: Hver anden lærer har elever med fagligt efterslæb
-
Kan man læse sig til at blive en bedre håndværk og design-lærer?
-
Billedkunstformand: Vil I have praksisfaglighed, så lad praktisk-musiske fag fylde en tredjedel af skemaet
-
Keder eleverne sig i skolen? Ja, ja, ja – og ja
»Det er utroligt, så hurtigt vi kan producere med en laserskærer. Det gør virkelig noget ved undervisningen, at der ikke går lang tid, før man kan se, at det, man arbejder med, munder ud i et helt konkret produkt, som man kan se og røre. Og så er der en helt klar woweffekt«, siger Anders Neerbek.
Kokkeløst køkken klarer maden
Tobias og Abduls hus er også 400 kvadratmeter stort fordelt på tre etager. Her klarer køkkenet maden uden håndkraft. »Man kan bestille, lige hvad man har lyst til. Og det er lige meget, hvornår på dagen det er«, fortæller Tobias. Diamond, som huset hedder, har samtidig en garage med plads til hele ti biler.
Skolen har længe haft fokus på at udnytte moderne teknologi til at skabe ting. Gennem vinduerne i skolens gamle sløjdlokale kan man se over på skolens LearningTechLab, hvor lærerne kan lave kreative forløb med forskellige former for teknologi.
Emma og Nikoline står bag Camouflagehuset. Et kontroltårnslignende hus beklædt med rødt, gult, grønt og blåt. »Det er et storbyhus, som kunne ligge i New York«, siger Emma. Prisen har de ikke tænkt videre over. Men også her bliver en million nævnt som en mulig pris for Camouflagehuset, der huser en robottjener og en swimmingpool på taget. For den pris må man så også nøjes med 245 kvadratmeter.