Drama/teater

Coconut

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

- brun udenpå - hvid indeni

Manuskript: Parminder Singh, Rolf Heim og cast

Instruktør: Rolf Heim

Skuespillere: Janus Nabil Bkrawi, Marie Louise Wille og Laura Allen Müller

Periode: 9. januar - 1. februar

Bådteatret - København

Telefon 3313 2151

'Vi synker ikke - Vi dykker' har der længe stået på siden af det lille Bådteater i Nyhavn. Og med deres seneste forestilling 'Coconut' lever det økonomisk hårdt ramte teater søreme op til sit motto, for ud af ingenting er det lykkedes teatrets aktive ildsjæle at skabe en både vedkommende og morsom forestilling.

Forestillingens omdrejningspunkt er den unge Nadir, der trods sin etniske baggrund gør karriere som udlændingefjendsk politiker. Og Nadirs motto 'If you can't beat them, join them' fører ham - godt hjulpet af kæresten, som er både socialdemokrat og spindoctor - hurtigt rigtig langt. Men succesens pris er høj. Nadirs egen baggrund vender ham ryggen, og parforholdet skranter.

Skuespillet er overbevisende over hele linjen. Louise Willes præcise karaktertegning af den noget forkrampede, lettere snerpede, overtolerante og udspekulerede spindoctor fortjener dog særlig opmærksomhed - hun er meget morsom, især når hun syngende præsenterer partiets holdninger.

'Coconut' er ganske enkelt en underholdende, modig og vigtig forestilling, der på godt og ondt udfordrer sit publikum. En relevant teateroplevelse... især hvis man diskuterer udlændinge og politik med de ældste klasser.

Maj-Britt Mathiesen