Debat

Ud med mandagsbilen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forhenværende formand for Odense Lærerforening Niels Munkholm forstår i Folkeskolen nummer 12 ikke, hvad jeg mener, når jeg taler om, at 24,98 ugentlige lektioner betød fuld tid op til 1999. Det må jeg så lære at leve med. Jeg er sikker på, at de lærere, der fik forøget deres arbejdsbyrde voldsomt for tre år siden, ved, præcis hvad jeg taler om. Stine Preston, Vejle Lærerkreds, ønsker ikke en ny arbejdstidsaftale, men vil i stedet bare justere den bestående. Det er åbenbart nødvendigt at minde om, at kongressen i 2001 med overvældende flertal opsagde aftalen længe før tid på baggrund af dyb frustration blandt lærerne. Hovedstyrelsen er udmærket klar over, at visse lærerkredse efterhånden har opnået lokale aftaler, som de selv synes er ganske udmærkede. Det synes deres menige lærere så forhåbentlig også. Men det er bare ikke nok. Vores sigte er ikke blot at øge den enkelte lærers professionelle råderum fra Skagen til Gedser i ét hug. Det er også at minimere hele det decentrale forhandlingscirkus, der skaber alt for store uligheder, lægger beslag på alt for megen energi og hindrer skolen i at koncentrere sig om sine egentlige opgaver. Det er selvfølgelig brandærgerligt for tillidsfolk, der personligt har brugt oceaner af arbejdstid og kræfter på at få en syg aftale til at køre så godt som muligt. Men man beholder nu engang ikke en mandagsbil for mekanikerens skyld.

Niels Chr. Sauer

medlem af DLF's hovedstyrelse

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler