Eleverne har let ved at lave ballade hos en nybagt lærer, fordi hun skal koncentrere sig så meget om at undervise, at hun ikke har overskud til at følge med i, hvad der rører sig i klassen.

Sådan oplever Sisse Østervig og Sanne Aarup deres første år som lærere. De er begge 25 år og arbejder med at skabe sig en rolle som lærer over for eleverne. Det kommer ikke bag på dem, at en undersøgelse viser, at unge lærere har de største problemer med urolige børn.

- De ældre lærere udstråler, at de har styr på undervisningen. De er meget synlige, og de kender deres egne grænser. Jeg er først ved at finde ud af, hvad jeg vil acceptere fra elevernes side, siger Sisse Østervig, der er klasselærer for en 7. klasse på Nibe Skole.

Sanne Aarup, der også begyndte på Nibe Skole efter sommerferien sidste år, genkender billedet af de myndige, ældre lærere.

- De ved lige nøjagtig, hvordan de skal løfte armen, når der er uro nede i hjørnet af klassen.

Hun synes, det er hårdt at markere sine grænser over for eleverne.

- Jeg troede, jeg var smart, da jeg forleden delte eleverne i min 5. klasse ind i hold, inden jeg gennemgik reglerne i et boldspil. Så skulle de ikke spekulere på, hvem de skulle være sammen med, så jeg regnede med, at der ville være ro. Men eleverne begyndte at snakke og vimse rundt, fortæller Sanne Aarup.

- Støjniveauet overskred klart min grænse, så til sidst blev jeg sur og råbte så højt, at eleverne faldt til ro i et øjeblik. Men det var bestemt ikke en rar oplevelse.

Sisse Østervig synes, at hun mangler nogle klare sanktioner, når eleverne ikke vil høre efter.

- Jeg har brug for at vide, hvad jeg kan og må gøre over for en elev, hvis opførsel jeg ikke vil finde mig i. Det har jeg ikke lært på seminariet.

Hun foreslår en følordning, hvor nyuddannede lærere følger en mere erfaren kollega i 10-20 timer om året.

- Vi skal ikke nødvendigvis kopiere de erfarne lærere, men ved at se dem i funktion kan vi få nogle idéer til, hvordan vi støber vores egen lærerrolle.

Sisse Østervig og Sanne Aarup understreger, at de er glade for at være lærere. De føler sig på rette hylde, også selv om eleverne kan være hårde ved dem. Når det er allerværst, afreagerer de hos hinanden.

- Når jeg er helt frustreret og fortæller om en episode i min klasse, har Sanne altid været ude for noget lignende. Det er et godt udgangspunkt for en snak om, hvad man kan gøre næste gang, siger Sisse Østervig.

De to lærere har fortrængt, hvordan virkeligheden så ud i deres egen skoletid. Det er sket efter fire år på seminariet, hvor al undervisning tager udgangspunkt i den ideelle situation: Eleverne sidder roligt og velforberedte, de har fundet deres bøger frem, de har husket at tage deres penalhuse og linealer med i skole, og de er der alle sammen, når timen starter.

- Jeg vidste selvfølgelig godt, at eleverne ikke er englebørn, men da jeg gik på seminariet, var det fuldstændig bandlyst for mig, at jeg skulle true eleverne til at gøre, hvad jeg siger. Eller lokke dem med, at de kan få lov at tegne i de sidste fem minutter, siger Sanne Aarup, der godt kan se, at hun har været naiv.

- Jeg troede, jeg kunne samtale med eleverne om de konflikter, der opstår. At jeg kunne få dem til at indse, at det ikke er smart at lave ballade.

- Jeg mener stadig, at det er bedst at tale med eleverne, men på den anden side skal jeg have min hverdag til at hænge sammen, så jeg har været nødt til at gå på kompromis med mit menneskesyn. Det har jeg det fint med, for jeg er langtfra den eneste, der smider en elev uden for døren, hvis jeg ikke kan have ham inde i klassen, siger Sanne Aarup og understreger, at hun ikke er enig med undersøgelsen i, at drengene er skyld i al uro.

- Pigerne er mindst lige så slemme, selv om de ikke er så voldsomme som drengene. I stedet for at slå eller skubbe sidder de og klapper hænder med hinanden, alt imens de fniser.

Sisse Østervig føler, at hendes elever i 7. klasse forsøger at prøve hendes grænser af i hver eneste time.

- I starten var det nemt for dem at kaste breve og andre ting rundt i klassen, fordi jeg var så koncentreret om undervisningen. Jeg skulle hele tiden huske at få det hele med, og så havde jeg ikke overskud til at se, hvad der rørte sig i klassen.

- Nu kan jeg se ud af øjenkrogen, hvad eleverne laver, når de tror, at jeg ikke kan se dem. Jeg er også blevet bedre til at snakke videre, mens jeg går ned til en elev og tager hans papirskugler eller klumper af viskelæder fra ham.

Hun mener, at eleverne lettere kunne løbe om hjørner med hende i starten, fordi hun ikke havde lyst til at være skrap.

- Jeg vil gerne fortælle eleverne i min 7. klasse noget om mig selv, men jeg skal passe meget på, at jeg ikke bliver for personlig, for så risikerer jeg, at de udnytter det senere på dagen. For eksempel ved de godt, at jeg holder med AaB i fodbold, og jeg har da også mødt nogle af dem på stadion i Aalborg. Men jeg har fundet ud af, at jeg ikke skal snakke for meget fodbold med dem, heller ikke i frikvarteret. Her skal jeg også vise, at jeg er lærer, selv om det kan være svært. Ellers risikerer jeg, at de enten ikke vil lytte til mig, når jeg irettesætter dem, eller også vil de diskutere hvad som helst for at få timerne til at gå.

Hun mener, at hendes elever er meget bevidste om, at hun er nyuddannet.

- En af drengene har på et tidspunkt sagt, at jeg ikke kan undskylde mig med, at jeg er ny. Jeg skal have styr på tingene. Det viser, at de betragter mig som nyuddannet, siger Sisse Østervig.

Henrik Stanek er

freelancejournalist.