Hidtil er jeg gået langt uden om computerrummene, når jeg har færdedes rundt på skolens lange gange. Ofte har jeg taget en omvej for ikke at blive konfronteret med min uvidenhed og mangel på forståelse for tidens elektroniske velsignelser.

Men disse lange omveje var næsten den eneste motion jeg fik, så egentlig var det jo ganske godt for mit helbred. Hvis jeg af vanvare eller tvunget af omstændighederne absolut skulle i nærheden af et af de famøse lokaler - vi har to på skolen med 20 maskiner i hver - følte jeg en angst, der kunne minde om en egentlig fobi. Og helt galt var det, hvis en elev, der ikke kendte min uforstand på edb-området, stillede spørgsmål om apparatets brug. Så fik jeg mildest talt røde knopper over hele kroppen og måtte skynde mig ind på lærerværelset og styrke mig med et par kopper ekstra stærk kaffe.

Når jeg hørte elever i en klasse som den naturligste sag udveksle erfaringer om de nyeste computerspil, om leksika på cd-rom, eller ligefrem begyndte at diskutere tekniske detaljer i deres hjemme-computere, så følte jeg mig fuldstændig sat udenfor. Børnene regnede mig ikke for noget som helst. Og jeg, der ellers altid har haft et godt tag på de store elever og har kunnet tale meget direkte og indforstået med dem, var nu bare nul og niks. Det gjorde ondt helt ind i sjælen at mærke, at man lige pludselig ikke talte med i 'det rigtige selskab'. Når de store drenge viste hinanden de nyeste computer-blade, og jeg forsøgte at se interesseret ud og stille - synes jeg selv - intelligente og relevante spørgsmål, så var de der igen, de overbærende blikke, der sagde: Den stakkels mand, han kan jo slet ikke følge med.

Jeg måtte trøste mig med, at der ligger noget pædagogisk positivt i, at eleven for en gangs skyld føler sig klogere end læreren, og om ikke andet giver det eleven en ofte tiltrængt selvtillid.

Det blev en fiasko

På lærerværelset fortalte jeg om mine trængsler, der nu nærmest var blevet til mindreværdskomplekser, der bestemt ellers ikke er noget, jeg lider af.

Mange yngre kolleger tilbød venligst at sætte mig ind i de vigtigste ting i brugen af computeren, og nogle var ligefrem så flinke, at de anvendte både halve og hele timer efter skoletid sammen med mig foran skærmen. Men mit udbytte af kollegernes anstrengelser og overarbejde for min skyld var stort set, at jeg nu kunne tænde og slukke apparaturet. Jeg var velmotiveret, og jeg gjorde mig de hæderligste anstrengelser for at forstå og huske det, kollegerne forklarede. Men jeg må indrømme: Det blev en fiasko.

Men så var der en kollega, der sagde, at man først lærer alt det med computeren, når man har sin egen derhjemme, så man kan sidde og arbejde med den, når man har tid. Du bliver aldrig dus med apparatet, hvis du ikke kan lege med mus og taster hver dag.

Min reaktion var skråsikker. Skulle jeg have sådan et monstrum i mit hus? Jeg havde opgivet den moderne teknik, jeg skulle jo alligevel pensioneres om fåår, og jeg havde alle dage sværget til tavle, kridt, papir og blyant.

Og i øvrigt er jeg så heldig, at jeg har en flot, personlig og letlæselig håndskrift. Skulle den nu sættes i skammekrogen til fordel for en computers 127 mekaniske skrifttyper? Aldrig i livet.

Men usikkerheden ulmede i baghovedet.

Knud Lavard

I mange år har jeg syslet med tanken om at skrive en roman om Knud Lavard. Man bliver jo af og til udsat for at skulle være vikar i en klasse med børn, man ikke kender, og derfor har jeg gjort det til mit speciale i sådanne situationer at fortælle om nogle af de mest spændende episoder i Danmarkshistorien. Det har altid vakt jubel, i hvert fald i de mindste klasser, og ofte kommer børnene stolt hen til mig på gangen og slynger årstal ud, som de lige vil vise, at de kan huske.

Historien om Knud Lavard - hans begivenhedsrige liv og ikke mindst det forræderiske mord på ham i Haraldsted Skov den 7. januar 1131 - er efterhånden blevet min 'kendingsmelodi', og jeg har læst alt, hvad jeg har kunnet få fat på om Knud Lavard. Ja, mine notater fylder efterhånden et helt ringbind af de brede. Alt ordnet kronologisk, så det, der begyndte med tilfældige vikartimer, efterhånden havde taget fast form i mit hoved.

Men vor mange håndskrevne sider skal der mon egentlig til for at få trykt en bog på omkring 200 sider? I hvert fald mange. Det virkede uoverkommeligt.

Og så var der et program i tv, hvor en ældre dame fortalte, at hun i sin fremskredne alder havde fået foræret en computer og sagde, at det gik som en leg. På mindre end en måned havde hun første bind af sine erindringer klar og var allerede nu i gang med det næste.

Jeg sad foran skærmen hin minderige aften og kiggede over på min kone i lænestolen. Hun kendte min aversion mod computere, så hun blev vistnok lidt overrasket, da jeg meget forsigtigt foreslog, at jeg måske alligevel skulle anskaffe sådan et apparat.

Min kone nøjedes med at smile overbærende.

Men i tiden efter manipulerede jeg behændigt min kone til at indse, at en computer faktisk er helt uundværlig for en lærer, og der kunne komme gang i Knud Lavard. Ja, der var i det hele taget ikke den ting, der ikke kunne bruges i min argumentation.

Og anstrengelserne lykkedes. Min kone forærede mig i julegave en computer med cd-rom-drev og hele pibetøjet. Sådan.

Ældre kedeligt ægtepar

Og lad mig straks slå fast: Vores daglige vaner er blevet fuldstændig lagt om.

Vi er nok det, man kalder et ældre, kedeligt ægtepar. Vi plejer at tilbringe aftnerne foran fjernsynet, men slukker, når nyhederne og de første udsendelser er færdige. Øjnene begynder at glippe, og jeg skal jo også være frisk til skolearbejdet dagen efter. Det er det her med: Tidligt op og tidligt i seng, som er sundt for en gammel dreng.

Vores normale sengetid er cirka 22. Eller var. Efter computerens indtog i det lille hjem kan klokken sagtens blive både et og to, inden vi kan løsrive os, der er hele tiden lige en opgave, der skal skrives og helst sættes lidt smart op. Alle mine pædagogiske ideer kan nu pludselig blive legemliggjort af det elektroniske vidunder. Og det så let som at klø sig i nakken.

For min kollega havde selvfølgelig ret. Ved at lege, eksperimentere, begå dumheder eller bare vænne sig til at bruge alle knapperne på tastaturet er computeren blevet en brugsgenstand på linie med den elektriske barbermaskine eller håndmikseren. Hver morgen vågner jeg tidligt og glæder mig som et lille barn til at kunne give mig i kast med alle de opgaver og andre ting, som mit vidunder kan klare.

Flyt jer lige lidt

Og på skolen føler jeg mig nu fuldstændig som ligemand med de unge computer-freaks. Et af de største øjeblikke i mit liv indtraf forleden, da et par store drenge, der ellers ikke er tabt bag en edb-vogn, ikke kunne få teknologien til at virke. Jeg kom tilfældigt forbi, og den chance kunne jeg ikke lade gå fra mig. 'Flyt jer lige lidt', sagde jeg og satte mig foran tasterne.

'Se nu efter. Først gør man sådan. Så trykker man på denne her knap og venter lidt. Så skal I bare gøre....sådan.

Og vupti, det virkede.

Drengene så beundrende på mig, og jeg skred ud af lokalet med en holdning, som Napoleon må have haft, da han havde vundet slaget ved Austerlitz.

Og jeg havde vundet mit slag: Den gamle lærers kamp mod den moderne teknologi.

Men - for der er selvfølgelig et men. Det går lidt trægt med Knud Lavard, det er svært at få plads ved computeren. For min kone er blevet fuldstændig bidt af de mange spil, og nu sidder hun i tide og utide og spiller tetris, flipper og jumpman. Syvkabale og hjerterfri er hun forlængst vokset fra. Nu skal hun hele tiden sætte personlige rekorder, og hun skal absolut bruge maskinen, når jeg har vigtige sager, der skal klares ved tasterne.

Men en skønne dag kommer jeg vel i gang med Knud Lavard.

Om ikke andet må vi jo anskaffe os en computer mere.