Jeg ville have skraldgrinet, hvis nogen for 15 år siden havde spået mig til at blive skoleinspektør - og i Afrika. Mine gamle kollegaer fra Bryndum Skole ved Tarp vil sikkert more sig, når de læser, at jeg tillige underviser i pigegymnastik, håndgerning og billedkunst. Fag, som jeg løb skrigende væk fra, da jeg var i Esbjerg', fortæller Marianne Kristensen, der sender en hilsen fra den sjette breddegrad syd for ækvator. I ti år har hun boet i omegnen af storbyen Arusha i det nordlige Tanzania. Hun er gift med tanzaniske Salehe og har en søn - Amadi på ti år.

I 1976 blev Marianne Kristensen uddannet lærer fra seminariet i Esbjerg, og hun var stort set ansat på Bryndum Skole i Tarp lige indtil den kolde januardag i 1989, hvor hun forlod vestkysten til fordel for et par år med Mellemfolkeligt Samvirke. At returbilletten endnu aldrig er blevet indløst, er der mange grunde til.

'Jeg var glad for at være lærer i Bryndum, men jeg var 37 år, ugift og havde ingen børn. Jeg følte, at der skulle ske noget andet i mit liv. I fire år arbejdede jeg på et projekt for unge kvinder, gravide og spædbørn. Da projektet sluttede, skulle jeg vælge fremtid. Jeg var i mellemtiden blevet gift med Salehe, og da det helt klart er lettere at leve som blandet par i Arusha end i Esbjerg, var valget ikke så svært endda', fortæller Marianne Kristensen, der besluttede sig for at søge arbejde inden for sit eget fag.

At hun blev skoleleder og ikke lærer, kan tilskrives tilfældigheder. Hun fik tilbudt stillingen foran en stribe andre udenlandske ansøgere og sagde ja tak til udfordringen om at opbygge en ny privatskole.

'Uha, uha, når jeg ser tilbage på de år, der er gået, kan jeg grine ad mine egne fejl, men det kunne jeg ikke dengang. Jeg arbejdede i døgndrift, og jeg fik ros fra lærere, elever og forældre, men næsten evig ris fra skolens ejere, som kendte endnu mindre til at opbygge og drive en skole end jeg'.

Det var en ulige fight, som Marianne Kristensen har lært meget af. Blandt andet at man skal være varsom med at engagere sig med hjertet.

'Det kan næsten gøre for ondt'.

Autoritært skolesystem

Tanzania har i mange år slet ikke prioriteret skoleområdet, fordi landet har valgt at satse på industri og udenlandsk kapital. Det har medført, at antallet af analfabeter er steget markant. Først i 80'erne kunne 85 procent af befolkningen læse, i dag ligger procentsatsen og vipper nede omkring de 60.

Forældre kan vælge at sende deres børn enten i privat eller offentlig skole. I de offentlige skoler er det ikke usædvanligt, at elever modtager de obligatoriske syv års undervisning, men uden at de har lært noget, når de forlader skolen.

'Jeg sagde ja til stillingen som skoleleder på betingelse af, at der højst måtte være 25 elever i hver klasse - i offentlige skoler er der ofte 80 elever. Desuden stillede jeg krav om, at skolen skulle indrettes med stole og borde, at vi skulle have ordentlige undervisningsmaterialer og lokaler med både tavler og kridt', siger Marianne Kristensen, der også rent pædagogisk indførte mange danske ideer.

'I Tanzania er skolesystemet utrolig autoritært og ensrettet. Eleverne sidder på bænken for at lære, derfor undervises der typisk kun i akademiske fag. Kreative fag betragtes som overflødige. De stod ikke nævnt direkte i skemaet, men blev oprettet som 'klubber', hvor eleverne to eftermiddage om ugen spillede fodbold, havde drama eller håndarbejde. I overbygningen indførte jeg tilbud om erhvervsorientering, og i de små klasser introducerede jeg klasselærersystemet'.

Alt sammen usædvanlige undervisningsmetoder i et land, hvor man overhovedet ikke ser eleven som et individ, men alle elever som en helhed.

Før skolen startede, holdt hun inspirationskurser for de lærere, hun valgte at ansætte.

'De har slet ikke respekt og den ansvarlighed for lærerarbejdet, som vi har fået indpodet derhjemme. Typisk gennemgår de undervisningsprogrammet uden at interessere sig for, om eleverne er med eller ej. Jeg forsøgte at inspirere dem til et samarbejde med eleverne i deres klasse'.

Marianne Kristensen indviede lærerne i muligheden for gruppearbejde og temauger.

'Det var helt fantastisk at se, hvordan flere lærere blomstrede op og blev kreative i deres undervisning. Hvordan det gik op for dem, at deres arbejde var vigtigt, at eleverne var vigtige, og at de som personer var mindst lige så vigtige. Denne positive påvirkning af mine kolleger har glædet mig utrolig meget'.

Lettere at være lærer

Sammenholdet på skolen, stemningen på lærerværelset, forholdet til elever og deres forældre fungerede bare, men stod i skarp kontrast til samarbejdet med skolens bestyrelse, der fortrinsvis bestod af rige indere. De sad suverænt på både pengene og magten.

'Hver en lille ting skulle jeg argumentere for, diskutere og bede om lov til at indføre. Den kamp har været hård'.

Efter fem år havde Marianne Kristensen fået nok af den evige kamp med bestyrelsen, hun sagde op og forlod skolen.

'Det var en tung beslutning'.

I dag er hun skoleleder for overbygningen på en anden privatskole i Arusha. Her kunne hun atter begynde med at påvirke og inspirere lærerne til en bedre undervisning.

'Det er jo ikke danske forhold, og en gang imellem skal jeg lige minde mig selv om, at jeg er i Tanzania. Alligevel kan jeg kun anbefale kolleger, der måske er kørt lidt træt i undervisningen derhjemme, at rejse ud og opleve andre skolesystemer. På sin vis er det også lettere at være lærer her. Vi har for eksempel ingen disciplinkrise. Her er ingen problemer med elever, der går amok eller på anden måde forstyrrer undervisningen. Det findes ikke. Og forældreopbakningen er nærmest skræmmende, for uanset situationen så har læreren altid ret'.-Malene Wonsbek er freelancejournalist