Faktaviden er ikke vigtig i sig selv

Eric Hirchs pædagogiske projekt om bred almenviden er sympatisk, men overfladisk

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den amerikanske pædagog Eric Donald Hirchs forsøg på at indkredse en kerneviden, som alle elever skal have for at kunne begå sig i samfundet (se Folkeskolen nummer 7 og 8), er sympatisk, mener lektor Per Fibæk Laursen. Men når Eric Hirch skal give praktiske eksempler på kerneviden, nævner han kun overfladisk og temmelig ligegyldig paratviden, mener Per Fibæk.

'Han nævner begivenheder, navne og årstal og kommer dermed til at minde om de gamle historielærere, for hvem det var afgørende, at man kunne kongerækken udenad'.

Per Fibæk mener, at danske elever for eksempel skal have en basal viden om første og anden verdenskrig.

'Hvis eleverne ikke har en fornemmelse for den historiske udvikling og den historiske tankegang, bliver de lukket ude fra den politiske debat, som netop trækker på historisk viden'.

'Men', fortsætter Per Fibæk, 'hvis man skal deltage i den demokratiske debat, er det ikke nok, at man ved, at der er noget, som hedder fagbevægelsen, og at den blev grundlagt i 1871. Den faktaviden er ikke vigtig. I sig selv. Det afgørende er, at man har en forståelse for de værdier, problemer og menneskelige bevæggrunde, der lå bag dannelsen og udviklingen af fagbevægelsen, og når man kommer ned i det lag, bliver viden lige pludselig vigtig. Men også politisk kontroversiel. Og spørgsmålet er så: Hvem skal bestemme, hvad der er vigtig viden?'

Problemet stiller sig anderledes i USA end herhjemme, mener han. Over there er skolesystemet meget decentraliseret - så decentralt, at indholdsvalget visse steder bliver meget vilkårligt. I Danmark har vi fundet en fornuftig balance.

'Vi har vejledende læseplaner, men i sidste ende overlader vi det til dem, der har forstand på pædagogik og på fagene, at træffe deres eget valg', siger han.id