Bente Nørgård Jensen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lørdag den 5. februar modtog vi den triste meddelelse, at Bente var død i en alder af kun 53 år. Bente havde været alvorligt syg i en kort periode, og vi har svært ved at forstå, at hun ikke er imellem os mere. Så sent som i januar måned var hun på skolen, og skønt hun var meget syg, viste hun os, at hun havde kampgejst, og at hun var optimistisk i forhold til sin sygdom.

Bente kom til Vestbjerg Skole efter sin lærereksamen fra Aalborg Seminarium i 1968. Bente begyndte i den dengang lille syvklassede skole, og hun var lige siden en aktiv del af skolen og dens udvikling. Bente fulgte ikke kun med. Hun var kollegaen, der gik foran for at vise vejen. Hun var med i skolens pædagogiske udvalg, hvor hun var med til at inspirere og være tovholder i skoleudviklingen.

Ved sin død var Bente mødeleder i pædagogisk udvalg, og hun var ligeledes repræsenteret i skolebestyrelsen. Desuden var Bente funktionslærer, og som sådan havde hun blandt andet ansvaret for bogindkøb. Bente var højt respekteret. Hun var kompetent og samvittighedsfuld i alt, hvad hun foretog sig. Når hun fik en opgave, var vi altid sikre på, at opgaven blev løst på bedste vis. Hun satte sig ind i tingene, før hun traf sine beslutninger.

Bente tog uddannelse som skolebibliotekar i 1971, og hun var på ihærdig vis med til at udbygge et lille skolebibliotek til et travlt pædagogisk mediecenter. Som skolebibliotekar var hun særdeles respekteret, og hun var i en periode med i skolebibliotekernes centrale materialeudvalg.

Bente underviste i fagene dansk og engelsk. Hun var en særdeles dygtig lærer, der var højt respekteret for sin faglige dygtighed, pædagogiske evner og sit engagement i de elever, som hun havde med at gøre. Mange elever vil huske hende for den gode undervisning, hun gav sine elever med hensyn til oplevelser og faglige input.

På lærerværelset vil vi huske Bente. Hun var den, der i afslappede stunder kunne sprede glæde og humør. Vi vil savne hende for det, hun stod for, og vi vil savne hendes høje, glade og smittende latter. Nu er Bentes latter for altid forstummet, og en del af Vestbjerg Skole er borte. Vore tanker og varmeste medfølelse går til Bentes familie, som har mistet en hustru og en mor.

Æret være Bentes minde.

Kollegerne ved Vestbjerg Skole