En kommunalisering af den vidtgående specialundervisning kan betyde voldsomme tilbageskridt for de psykisk udviklingshæmmede, der risikerer at blive mere tilskuere end deltagere i undervisningen.

Børnene bliver spredt i egnsbestemte smågrupper og mister muligheden for ligeværdigt socialt fællesskab. Det kan ende med en tilbagevenden til rollen som landsbytosse.

Lærerne på specialskolen, Djurslandsskolen, forudser, at en kommunal spredning af de svært handicappede børn vil betyde en udvanding af undervisningen, der vil blive varetaget af lærere uden de nødvendige faglige forudsætninger suppleret af et korps af uuddannede støttepersoner.

Folketinget skal senere pååret lovgive om decentralisering af den vidtgående specialundervisning, der i dag er under amterne.

- En kommunalisering af undervisningen vil lade både børn, personale og forældre i stikken. Undervisningen af de handicappede må sikres på et højt niveau, varetaget af specialuddannede lærere, fastslår Lise Hansen, der er tidlidsrepræsentant på Djurslandsskolen.

- Vi håber og forventer, at politikerne med undervisningsministeren i spidsen vil hæfte sig ved indholdet og kvaliteten. Det er et sårbart område, som ikke skal løses ud fra slogan om nærdemokrati og decentralisering.

Overfladisk tolerance

Skoleinspektør ved Djurslandsskolen, Nis Christensen, påpeger, at kommunerne både økonomisk og befolkningsmæssigt er for små til at klare opgaven.

- Kun et fortsat udbygget samarbejde mellem kommuner og amter vil sikre et specialiseret undervisningstilbud. Det handler om respekt og værdighed, ikke om overfladisk tolerance i slogan som 'en skole for alle'.

Nis Christensen har stor sympati for ideen om en skole for alle. Han mener bare, at den er urealistisk, hvad angår børn med svære indlæringsvanskeligheder.

- Skolen for alle kræver en organisering, så alle børn får lige muligheder, og det får de sværest handicappede børn ikke i den kommunale folkeskole. Deres handicap er så gennemgribende og forskellige, at folkeskolelærerne ikke har en jordisk chance, uddyber Nis Christensen.

Mange såvel lands- som kommunalpolitikere har da også erkendt, at det nok fortsat er nødvendigt med et antal specialskoler, og Kommunernes Landsforening har foreslået, at kommunerne kan slå sig sammen om en specialskole. Men Nis Christensen har ikke tillid til en sådan stategi.

- For hvad med de børn, der bor i en kommune, som ikke vil være med i et specialskolefællesskab? Vil man centralt gå ind og bestemme hvilke kommuner, der skal indgå fællesskab? siger han.

- Når Kommunernes Landsforening er så ivrig efter at få udlagt den vidtgående specialundervisning må det være for at få et større økonomisk råderum gennem øgede bloktilskud. Der er ingen indholdsmæssige begrundelser.

Også Susanne Damsgaard, der er lærer på Djurslandsskolen med speciale i autisme, finder en udlægning usaglig.

- På de amtslige specialskoler har vi i dag en højt specialiseret viden, der garanterer kvaliteten af den individuelt tilrettelagte undervisning, som det enkelte barn får tilbudt, siger hun.

- Hvis børnene med autisme, MBD, DAMP og så videre bliver spredt for alle vinde, så forsvinder den faglige dynamik omkring disse specielle probelemer.

Susanne Damsgaard påpeger endvidere, at såvel lærere som forældre og børn omkring en specialskole udgør et værdifuldt fællesskab, som ved en decentralisering vil blive slået i stykker.

I dag modtager 2.600 svært handicappede børn og unge vidtgående specialundervisning på cirka 50 specialskoler i Danmark. Disse børn koster hver mellem 150.000 kroner og én million om året. En elev på Djurslandsskolen koster i gennemsnit 180.000 kroner om året. Der er cirka 1.000 amtsansatte specialskolelærere. jvo