Elvis løfter hånden og stryger hende over kinden

Is! Bad! sammenfatter Tasja sin oplevelse

Jeg har fået en kanin, fremstammer han på et vaklende dansk

Jeg åbnede forsigtigt døren ind til festsalen. Den høje, tynde dreng på klaverbænken stivnede. Hænderne blev hængende over tangenterne. Brilleglassene var tykke som hinkesten, og det gik op for mig, at han lyttede. Jeg gav mig til kende med et 'hej'. 'Hej,' svarede han.

Så lukkede jeg døren, og før jeg havde sluppet håndtaget, gik de kraftfulde ragtime-rytmer i gang igen. Han så ikke ud af meget, men han spillede klaver som en professionel.

Brian er næsten blind og lettere retarderet. Han gik i folkeskolen med fuld støttepædagog, men i femte klasse vurderede man, at det ikke gik længere, og Brian kom på specialskolen D jurslandsskolen, der ligger i Ørum mellem Grenaa og Randers.

- Her på skolen indgår han på lige fod med de andre børn. Han har fået flere sociale kontakter nu, og fordi der kun er tre elever i hans klasse, har jeg mulighed for at sende ham over i festsalen en gang imellem og spille klaver 10-20 minutter, siger Brians lærer, Ole Hvidt.

- Så kan jeg i den tid koncentrere mig om undervisningen af de to andre elever, der er temmelig voldsomme, og Brian får samtidig ro til at udvikle sit særlige talent for klaverspil.

Netop dét, at undervisningen kan lægges individuelt an, og at de handicappede børn er blandt ligestillede, er efter Ole Hvidts mening specialskolernes grundlæggende fordel.

På Djurslandsskolen er der 25 lærere og fem pædagogmedhjælpere til 68 elever. Eleverne 'busses' til skolen fra hele Djursland, og er fordelt på to indskolingsafdelinger, en mellemgruppe og en ungdomsgruppe.

Desuden er der en specialgruppe for autistiske børn, en gruppe for børn med multihandicap og en afdeling for børn med såkaldt svær DAMP-problematik.

Klokken 8.15 begynder dagen med en morgensamlig for alle eleverne i festsalen. Lærer Lilli Hougård, der står for seancen, præsenterer indledningsvist journalisten og to nye erhvervspraktikanter.

Alt, hvad hun siger, understøtter hun med et særligt tegnsprog, såkaldt Tegn til Tale, for at hjælpe meddelelsen igennem til de kommunikationssvage børn.

Så bliver der sunget en sang, og bagefter kommer nogle af eleverne op til klaveret og afleverer dagens nyheder.

Christian på ti år går lige til sagen. 'Jeg har fået en kanin,' fremstammer han på et vaklende dansk.

Lilli Hougard og de kvikkeste af eleverne, der sidder på stole langs med væggene, hjælper ham på vej ved at vise tegnet for kanin.

- Hvilken farve har den? spørger lærer Lilli Hougård.

- Hvid, siger Christian. Lilli Hougård og nogle af eleverne viser tegnet for hvid.

- Hvordan ser den ellers ud? Er det en stor han?

Christian nikker ivrigt.

- Hvad hedder den?

- Kim Larsen! kommer det prompte fra Christian, og de ti-femten elever, der ved, hvem Larsen er, bryder ud i jubel og applaus.

Så er det Jeannes tur. Hun er en høj, køn pubertetspige med indlæringsproblemer, der er blevet 'mobbet ud af folkeskolen'.

Hun klarede sig godt nok, når hun var i klassen, men i frikvartererne var det slemt. Hendes forældre var ikke meget for, at hun skulle på specialskole, men til sidst var der ikke andet at gøre. Nu er de glade for det.

Jeanne vrider sig af generthed, men får efterhånden fortalt, at hun i weekenden har vundet en, 'hvad er det nu, det hedder . . .? en præmie!' ved en dansekonkurrence. Sammen med sin dansepartner, Susanne, blev hun nummer fire.

Ingen griner, derimod klapper de, der overhovedet fatter, hvad der foregår. Jeannes sejr er også skolens og de andre elevers sejr.

Så bliver der danset, og derpå daffer eleverne hen til deres respektive afdelinger. Jeanne kommer op på siden af Elvis på syv år, der er kommet til skolen fra Bosnien for nylig.

Hun griner ham ind i øjnene og siger: 'Hej Elvis'. Elvis løfter hånden og stryger hende over kinden.

Elvis er på indskolingsholdet, der er delt op i tre klasser på henholdsvis fire, tre og fire elever med tre lærere samt to pædagogmedhjælpere som bistand til afdelingens fire bevægelseshandicappede børn.

Elvis' lærer, Lise Hansen, går kontaktbøgerne igennem, elev for elev. Lars er i weekenden blevet passet af sin onkel. De vaskede bil, og onklen gav pølser og is.

- Jeg så også film! udbryder Lars.

- Ja, du fik en ny video, står der, siger Lise Hansen.

Michael har været syg og må ikke komme ud for tiden, men han har været ude to gange ti minutter i weekenden 'med far!' bryder Michael ind.

Tasja har været på skøjtebanen med sin lillebror.

- Is! Bad! sammenfatter Tasja sin oplevelse.

- Ja, der var is på vandet, oversætter Lise Hansen. Tasja har konstrueret sit eget sprog af enstavelsesord, som hun klarer sig gennem dagen med.

- Du ville ikke tisse her til morgen, så det skal du nok nu, skriver din mor. Men det har du jo allerede gjort, fortsætter Lise Hansen.

- Is! fastholder Tasja. Hun vil hellere snakke videre om weekendens begivenheder.

Elvis var syg i sidste uge, men nu er han klar igen.

- Har du været hos lægen, Elvis? spørger Lise Hansen.

- Ja, siger Elvis.

- Lyttede han på dig?

Elvis ser lige ud og siger ingenting.

- Elvis, se på mig. Lyttede lægen på dig? Lise Hansen slår sig på brystet og viser, hvad hun mener.

- Ja, siger Elvis.

Morgensnakken over kontaktbøgerne er et fast ritual. Forældrene skriver i dem hver aften, og lærerne gør det samme, før børnene skal hjem fra skole.

- Kontaktbøgerne er, sammen med Tegn og Tale, basale redskaber i børnenes hverdag. De er så kommunikations-svage, at de ikke selv kan fortælle, hvad der er sket i henholdsvis skolen og hjemmet, siger Lise Hansen.

Klokken nærmer sig 9.15 og frikvarteret. Lise Hansen forklarer børnene, at de efter frikvarteret skal synge sammen med afdelingens andre elever. Derpå skal de arbejde i klasserne, og efter frokost skal de til svømning.

Lars rejser sig fra stolen og viser ude på gulvet, hvad han har tænkt sig at lave i svømmehallen i dag: Udspring.

- Bad! kommenterer Tasja.

Under sanglegene trænes børnene motorisk og for eksempel i, hvad der er højre og venstre.

Efter 20 minutter er det tilbage til klasserne, hvor hver elev har sin egen plads med de specifikke hjælpemidler, netop dét barn med dét særlige handicap har brug for.

Lise Hansen øver farverne med Elvis, og i klassen ved siden af er eleverne i gang med et undervisningsprogram på computeren.

Inden maden slæber medhjælperen Marianne Mathiesen sækkemøbler ind i klasselokalet. Elvis og de andre børn slænger sig og får læst en historie op.

Så bliver der pakket madpakker op.

- Mad! Tasja er sulten.

De sværest multihandicappede elever har været i svømmehallen, og ligger nu og hviler sig i puderne og dynerne på sengene. Tynde lemmer stikker ud her og der.

Ingen af disse børn kan spise selv, og nogen af dem er så skadede, at de end ikke kan tygge. De lever af blendet mad.

- Børnene her er fuldstændig i andre menneskers vold. Det er altafgørende for dem, at lærerne og forældrene kan afkode deres spinkle meddelelser, siger Nis Christensen, der er skoleinspektør på Djurslandsskolen.

- Kvaliteten og værdigheden i deres liv er grundlæggende givet af, om de får et glas vand, når de beder om det, og kan komme på toilettet, når de skal tisse og ikke bliver misforstået den ene gang efter den anden.

På vejen tilbage til indskolingsafdelingen spiller nogle en gang ganske kraftig ragtime på klaveret inde i festsalen.

Jeg åbner forsigtigt døren. Den høje, tynde dreng på klaverbænken stivner. Hænderne bliver hængende over tangenterne. Brilleglassene er tykke som hinkesten, og det går op for mig, at han lytter. Jeg giver mig til kende med et 'hej'. 'Hej,' svarer han. Så lukker jeg døren og går videre.

I indskolingsafdelingen har børnene fået overtøj på.

- Bad! Tasja fortæller, at de skal i svømmehallen.-