Nyt pædagogisk institut åbner

Syddansk Universitet går i samarbejde med fem seminarier

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fem seminarier og et universitet er gået sammen om at oprette Institut for Pædagogisk Forskning og Udvikling. Der er tale om en treårig forsøgsperiode.

Samarbejdet sker på tværs af både Lillebælt og Kongeåen. Det er Syddansk Universitet, Haderslev Statsseminarium, Odense Socialpædagogiske Seminarium, Kolding Pædagogseminarium, Gedved Statsseminarium og Seminariet i Aabenraa, der er med i det nye samarbejde. Instituttet får til huse hos Syddansk Universitet i Kolding.

Det er lektor Jørgen Gleerup, der skal lede det nye institut. Han har tidligere været leder af Center for Kulturstudier på Syddansk Universitet.

'Instituttet skal ikke ses som en konkurrent til Danmarks Pædagogiske Universitet, men som et regionalt supplement', siger Jørgen Gleerup.

'Vi vil tage udgangspunkt i en kulturprofil. Og lave brobygning til videreuddannelse på universiteterne. Vi ønsker at forske i læreres og pædagogers praksis. Der er tale om fire pædagogseminarier og et dobbeltseminarium - både for lærere og pædagoger - i samarbejdet. Det nye institut vil efteruddanne underviserne ved pædagog- og lærerseminarierne samt udvikle nye uddannelser på tværs af de traditionelle skel.

Rektor for Haderslev Seminarium, Søren Vang Rasmussen, fortæller, at instituttet regner med, at samarbejdet ikke blot vil opkvalificere det daglige arbejde på seminariet, men også udvikle forskningen inden for hele det pædagogiske felt.

'Endnu er det hele kun på tegnebrættet, men vi kan måske på længere sigt tilbyde tværgående masteruddannelser til både pædagoger og lærere plus udviklingsprojekter med forskningstilknytning for begge parter'.

Instituttets opgaver bliver desuden at arrangere kurser og konferencer i pædagogik samt opbygge netværk mellem instituttet, seminarierne, de lokale centre for videregående uddannelser, CVU'er, og tilsvarende forskningsmiljøer i landet.

'Vi knyttes via CVU-lovgivningen til Danmarks Pædagogiske Universitet, og det er vi meget tilfredse med.

I alt ti seminarier har været involveret i tankerne bag instituttet. Indtil videre har de fem af dem meldt sig til samarbejdet, men hvis andre i regionen senere ønsker at komme med, vil der være mulighed for det.

hela