Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Undervisningsministeren har netop besluttet, at Den Rejsende Højskole under Skolesamvirket Tvind skal betale 332.646 kroner tilbage til Undervisningsministeriet, fordi højskolen har modtaget tilskud til kurser, der ikke var tilskudsberettigede.
Den Rejsende Højskole betragtede nogle af udlændingene som 'gæster' og lod være med at tælle dem med i opgørelsen over deltagere. På den måde kom det til at se ud som om, at kravet om et flertal af danskere på kurserne var opfyldt.
Den Rejsende Højskole har herefter argumenteret for, at skolen alligevel har opfyldt kravet om dansk flertal på kurserne og henviser til EU-reglerne. Men det argument afviser Undervisningsministeriet også. Højskoleeleverne fra andre EU-lande skal nemlig kun ligestilles med danskere, hvis undervisningen var en 'tjenesteydelse'. Det vil sige et produkt fra en profitorienteret virksomhed, der hovedsagelig finansieres af kunderne. Det kriterium kan Den Rejsende Højskole ifølge Undervisningsministeriet ikke leve op til, hvis den vil operere inden for højskolelovens og sine egne vedtægters rammer og dermed opnå tilskud efter loven.
Undervisningsministeriet begyndte at undersøge forholdene på Den Rejsende Højskole efter, at Folkeskolen i december 1994 skrev om nogle tidligere seminariestuderende, som hævdede, at de aldrig havde modtaget undervisning på Den Rejsende Højskole på trods af, at højskolen havde modtaget tilskud for disse elever. Eleverne mente selv, at de gik på Det Nødvendige Seminarium, som flere år forinden havde mistet retten til statsstøtte, men højskolens ledelse fastholdt, at de var højskoleelever.
- Det er påstand mod påstand, og vi har ikke kunnet modbevise skolens synspunkt. Så for den sag har højskolen fået en irettesættelse, hvor vi understreger, at der ikke må være tvivl om, i hvilket regi eleverne modtager undervisning, siger undervisningsinspektør i Undervisningsministeriet Kjeld Krarup.
Staten betaler årligt 70 millioner kroner til Tvinds skoler, men i sidste uge besluttede undervisningsminister Ole Vig Jensen, som omtalt i Folkeskolen , at stramme betingelserne for tilskud til fri- og efterskoler, og han vil stoppe alle udbetalinger til Tvind-imperiet, hvis de 32 skoler ikke reelt bliver frie og uafhængige skoler, som det er forudsat i lovene.
Rigsrevisionen har i mere end et år gennemgået koncernens regnskaber, og om nogle måneder kommer der en rapport.