Karl Lund

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 21. december deltog Karl Lund med sin kone i skolens juletræsfest, som de plejede. Dagen efter kørte de til Århus for at holde jul hos familien. Alt forløb godt.

Den sidste aften i året havde mange mennesker - unge, gamle, naboer og tidligere elever - tradition for at besøge dem. 'Vi skal lige op og ønske Lunds et godt nytår!', sagde de. Lunds nød disse aftener - men denne nytårsaften blev alt aflyst. Lærerboligen stod mørk og lukket.

Den 3. januar, da skolen begyndte efter juleferien, indtog Lund ikke sin faste plads i gyngestolen ved vinduet.

I den stol sad han og læste mange bøger - historiske såvel som krimier. Fra den plads fulgte han de legende børn i frikvartererne og skolens dagligdag på nært hold.

Hvis Lund fandt et eller andet spændende inde eller ude i haven, kom han over i skolen med det, så eleverne kunne studere det. Lund fulgte vores arbejde på skolen med stor interesse.

Karl Lund blev 82 år gammel. Han tog sin lærereksamen fra Haderslev Statsseminarium i 1936.

Første sted som lærer var på en kostskole for tyske emigrantbørn -Østrupgård ved Fåborg. Dernæst var han lærer på Skåde Børnehjem. Senere blev han andenlærer i Turup ved Assens.

1. maj 1946 blev han ansat som lærer i Mårkær, Sydslesvig. August 1957 begyndte han som førstelærer på Maugstrup Skole, som senere blev sammenlagt med Simmersted Skole, hvor han fungerede som førstelærer fra 1963-1979.

Her begyndte Lund også sin aftenskolevirksomhed inden for historie, hvilket utroligt mange mennesker har fået glæde af.

Vi vil savne Lunds medleven i skolens hverdag og huske ham som et interessant og varmt menneske - en personlighed.

Lærerne ved Simmersted Skole

Vojens