For nogle måneder siden var jeg med en kollega på mediemesse i Esbjerg. Det var ikke bare en tilfældig mediemesse, nej, det var en mediemesse, der havde sit afsæt i undervisningssektoren, og som lagde stor vægt på anvendelse af multimedier. Alt i alt var udgangspunktet godt, og det var messen sikkert også. Vi var nok bare uheldige med hensyn til valg af konference.

På den konference, hvor vi var tilmeldt, skulle vi se, hvor simpelt og logisk det var at bruge dels multimedieprodukter, dels Internet i undervisningen. Hovedoplægsholderen på konferencen vidste meget om computere. Faktisk ved han så meget, at han hver mandag skriver en lang artikel i en af de landsdækkende jyske aviser. Men undervisning og skole ved han vist ikke så meget om. I hvert fald så hverken jeg eller min kollega noget som helst, der retfærdiggjorde, at skolerne investerede i så meget som ét eneste drev til cd-rom. Eller fik lagt en telefonlinie ind i edb-lokalet og købte et Internetabonnement. Intet af det, vi så, ville give os bedre muligheder for at visualisere vores undervisning end de hidtil kendte og så langtfra gammeldags medier som for eksempel video.

Det kan simpelthen ikke passe, tænkte jeg efter at være kommet hjem. Det kan ikke passe, at jeg har været på konference med en af de virkelige pinger som oplægsholder. Og når jeg kommer hjem, er jeg overbevist om, at det, som konferencen handlede om, er et flop.

Noget måtte være gået galt. Der var i mit sind ingen tvivl om, at såvel multimedieprodukter som Internet var oplagte at bruge til undervisning, eller i hvert fald til forberedelse af undervisning.

Så jeg tog selv springet og investerede i en kontakt til Internet. Nu ville jeg bevise over for mig selv, at jeg havde taget fejl, at Internet var fremtiden, og at jeg bare ikke havde forstået de vise signaler, føromtalte oplægsholder havde udsendt. Okay. Jeg har stadig ikke forstået dem. Eller sagt på en anden måde: Vores overenskomst er simpelthen ikke gearet til moderne informationsteknologi. Forberedelsesfaktoren er for dårlig. For selvfølgelig kan man finde ting rundt omkring, der er brugbare. Med lidt snilde er det også muligt at finde noget af det, man leder efter. Men hvor tager det dog lang tid.

Jeg har umiddelbart svært ved at forestille mig, at det vil blive bedre med tiden. Selvfølgelig får vi kraftigere computere, og telekommunikationslinierne mellem kontinenterne bliver også udbygget. Men antallet af tilknyttede computere, og dermed mængden af tilgængelig information, forøges så hurtigt, at det vil blive ved med at tage lang tid at finde rundt.

Det, der egentlig er Internettets styrke, bliver dets svaghed, når det handler om undervisning eller anden form for målrettet informationssøgning, nemlig den manglende styring. I mange henseender er det udmærket, at stort set hvem som helst kan købe en fast telelinie af en art og slå sig op som Internetudbyder. Men det har den ulempe, at der rent faktisk kan ligge oceaner af relevant stof rundt omkring, som jeg end ikke har chancen for at komme i nærheden af.

Så alt i alt tror jeg, vi skal spise brød til. Jeg tror da fortsat (jeg vil tro), at vi kan få meget glæde af Internet i undervisningen. Jeg har bare svært ved at finde ud af hvordan. Altså hvis der skal være fordel ved det.

For et par uger siden var jeg til koncert med Debbie Harry og Joan Jett, jeg har også fundet et kort over en lille flække i USA, hvor jeg har boet, og fundet ud af, at 54 procent af indbyggerne i en anden lille by var mænd. Men det, jeg ledte efter, var oplysninger om nogle af de store katastrofer, der har ramt jorden gennem tiden.

Peter Hindsgaul er overenskomstansat lærer.