En gang om året stiller læreren sig midt i klassen med de 'bindende delmål' i hånden og spørger med høj og klar stemme:

'Er de bindende delmål for 4.a på Møllegårdsskolen overholdt', hvorefter han lader sit pædagogiske røntgenblik glide hen over eleverne, og kort efter kommer resultatet:

'Ja, de 'bindende delmål' for 4.a på Møllegårdsskolen er overholdt!'

Derefter indberettes resultatet til skolens leder. Og hvis Johans forældre skulle finde på at dukke op og påstå, at Johan ikke kan alt det, der står i de bindende delmål for 4.a, tager inspektøren evalueringen frem.

Sådan har Socialdemokraterne sikkert sagt ved skoleforliget:

'Vi kan gå med til 'bindende delmål', bare det ikke har nogen virkning'. Denne farce kunne være ligegyldig, hvis ikke skolen befandt sig i en situation, hvor den har meget alvorlige problemer, der vil vokse uoverskueligt, hvis ikke der snart gribes ind. Disse problemer er først og fremmest knyttet til to forhold: at børnene spreder mere og mere, og at skolen stadig anvender klasseundervisning, som kun skaber ét læringsniveau i klassen.

Denne undervisningsform fungerede fint, så længe samfundet ikke udviklede sig særligt meget. De fleste levede det samme liv og mødte derfor op i skolen med nogenlunde de samme forudsætninger. Men så accelererer samfundsudviklingen voldsomt ved udgangen af industrisamfundet: Livsformerne bliver pludseligt meget mere forskellige.

Dermed er vi nået til det andet forhold: spredningen. De store internationale læseundersøgelser viste, at danske børn spreder langt mere end børnene i de lande, vi sammenligner os med. Barndommen synes at være på vej til at polarisere i Danmark: De børn, hvis forældre har resurser og lyst til at prioritere deres børns udvikling højere end alt andet, møder i skolen som niårige inde i hovedet, selv om der står seks år på deres dåbsattest; og børnene fra hjem med ringe resurser møder op i skolen som seksårige, men er fireårige inde i hovedet.

Denne cocktail er eksplosiv: En accelererende spredning bliver mødt med en endnu mere rigid klasseundervisning med krav om 'bindende delmål', som om alle elever var ens, havde ens liv og ens forudsætninger. Det eneste positive, man kan sige om dette forlig, er, at det tilsyneladende ikke er meningen, at det skal have nogen virkning. Men vi trænger til noget, der virker. 'Undervisningsdifferentiering', siger I. Men undervisningsdifferentiering er et udtryk for afmagt, at acceptere en uacceptabel spredning mellem børnene allerede i vuggestuer og børnehaver. Derfor kan man ikke adskille daginstitution og skole. Det første er forudsætningen for det sidste. Skolen virker som en fremkaldervæske, den synliggør de udviklingsproblemer, der skulle have været overvundet, før børnene kom i skolen. Skolen skaber ikke børnenes forudsætninger, den udnytter dem, i det omfang de allerede findes hos eleverne.

Vi skal derfor først skabe en reform af daginstitutionerne efter princippet: Fra pasning til udvikling. Og derefter skal skolens forældede klasseundervisning reformeres. Vi skal styrke det faglige.

Steen Larsen er freelanceforfatter og foredragsholder