Idræt

Spil mig

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

- inklusion af børn og unge med handicap i idræt i skole og fritid

Dansk redaktør: Anne-Merete Kissow

Australsk udgivelse af Peter Downs med flere

Oversat af Elise Keel

189 sider, 240 kroner plus forsendelse

Handicapidrættens Videnscenter

Telefon 4634 0000

post@handivid.dk

www.handivid.dk

Denne bog giver nyttige praktiske og teoretiske anvisninger til inklusion - integration - af handicappede børn i idræt.

Børn med handicap bevæger sig i forvejen mindre end andre børn, derfor er det vigtigt, at de deltager i idrætsaktiviteter. Samtidig giver integration af en handicappet elev også klassen mulighed for at få et mere nuanceret sæt af medmenneskelige kompetencer.

Med udgangspunkt i en række børn med forskellige former for handicap giver bogen eksempler på, hvordan der kan tilrettelægges en idrætsundervisning, der gør det muligt for den handicappede at deltage. Der er ideer og beskrivelser af, hvordan regler, rekvisitter, hold- og banestørrelse kan tillempes for at integrere den handicappede elev.

Et af bogens kapitler beskæftiger sig med handicappede og idræt i frivillig idrætsregi. Der er her ideer til samarbejde og arrangementer på tværs af skole og klub og til samarbejde, der kan åbne døre og lette den handicappede i integrationen i klublivet. Der er her en række skemaer til analyse af klubbens fysiske rammer og tilgængelighed.

Sidste afsnit i bogen handler om diagnoser og de forskellige former og grader af handicap. Ved de enkelte diagnoser er angivet de konsekvenser og begrænsninger, handicappet har. Dette værdifulde afsnit giver et fint indblik til forståelse af den handicappedes situation.

Bogen er informerende og giver et bredt og nuanceret idesæt til en idrætspraksis, der kan integrere en deltager med et handicap. Bogen kan varmt anbefales til idrætsundervisere i skolen og i den frivillige idræt og til skolens hylde med faglitteratur.

Britta Vestergaard