Ord betyder skrækkelig meget, tænker jeg tit på. Se nu på ordet pensionist, det betyder jo blot en person, der oppebærer en pension. Der røg så identiteten, ind i båsen og pensionistklubben med dig. Ordet er dumt, fordi det på en eller anden måde uvægerligt deklasserer folk. Og det bliver ikke kønnere i sin udvidelse: folkepensionist. Ikke at jeg har noget imod folket, jeg er vist selv meget folkelig - uden dog at vide helt hvad der menes med det, men man ser det for sig: en folkeflok så stor, der ligger samfundet så skammeligt til byrde. I ordet ligger jo ene og alene en pengeoplysning, belastningen for de produktive. Jeg foreslår ordet pensionist erstattet med seniorborger. Det er der mere stil over. En borger i et samfund er neutralt og okay. Det er jo nu engang lidt af en skændsel at være gammel i vort land, ej heller særlig pynteligt.

Førhen brugte man meget at titulere folk 'forhenværende' efterfulgt af erhvervet, et udtryk for en vis respekt for erfaringer og identitet. Jamen tænk, hvor rigere facetteret! Hvis jeg for eksempel var i selskab med en forhenværende tømrer, kunne jeg vel lige få et råd angående materialer til et nyt halvtag, eller en forhenværende gartner: 'hvad kan der dog være i vejen med mit skrantende pæretræ?' ... for slet ikke at tale om en forhenværende læge ... eller mishandlede fængselsbetjente, underholdningsværdien kunne blive stor ... ja, ja, jeg ved det nok ... en forhenværende folkeskolelærer kan risikere at få hele aftenen ødelagt, alligevel.

Men nu er vi alle pensionister for Vorherre. I øvrigt har det været uden for min fatteevne altid, at jeg kun måtte være lærerinde i få år, men lærer i mange. Tag nu meldingen: lærer A. Jensen - en han eller en hun? Hvor besværligt, at vi skal se personen for at afgøre kønnet, og sæt nu det tilmed viser sig vanskeligt. Vi er jo ikke direkte verdensmestre i at ligne kvinder på vore breddegrader, måske specielt ikke i folkeskolen, hvis jeg må være så fri. Bare nu ikke, at de få mænd, der bliver tilbage i skolen de kommende år, og som vil færdes dag ud og dag ind blandt kvinder, til sidst kommer til at ligne dem. Har man set svage tendenser allerede?

Men vi seniorborgere har en glæde, som ingen kan tage fra os: de mørke, kolde morgener under den varme dyne, når staklerne tørner ud, og vi kan blive liggende morgengrimme og revnende ligeglade med det hele. Bortset fra om avisen nu er kommet, om kaffen mon er lavet, og hvor man egentlig lagde sine briller i aftes.

Else